Visionære krav til det pædagogiske personale.
At opdrage et barn til at se meningen med tilværelsen, er en af de vigtigste opgaver i verden, fordi fremtidens opgaver bliver stillet uden facitliste. Barnet har brug at forvalte sin frihed således at det ses som udfordringer og muligheder for yderlig udvikling. Det må drives frem af en indre glæde og tilfredshed i selve skabelsesprocessen. Det har brug for voksne med integritet og visioner, der kan bryde uhensigtsmæssige vaner, inspirere, give slip og navigere emotionelt.
Fremtidens selviscenesættelse og selvdannelse i en selvskabt virkelighed.
Hvilke kvaliteter har vores børn brug for om 30-40 år? Hvordan mon samfundet fungerer? Hvordan mon arbejdslivet, familielivet og fritidslivet ser ud?
Ingen ved dette med sikkerhed, men der er nogle fremtidsforskere der har et gæt. Jeg vil, krydret med en historisk viden, ridse de billeder op, som jeg ser foran mig.
Historisk – hvad er der sket de sidste 40 år?
I Danmark havde vi én fjernsynskanal, hvor alle der kunne komme til det, så da mennesket landede på månen for første gang. Få år efter havde vi bilfrie søndage, pga. oliekrisen og kvinderne i Schweiz fik stemmeret til nationale valg. Det Europæiske Fællesmarked udviklede sig, hvilket har fået betydning for nationens måde at tage beslutninger på. Kommunikationssystemet er gået fra et kabeltelefonsystem til et satellitstyret internet system og medieverdenen er eksploderet.
Kernefamilielivet har fået mange alternativer. Årstidstraditioner er blevet justeret, og nye festivitas bliver fejret i samfundet. Ansvarsområder for individet har igennem tiderne ligget hos familie, hos den offentlige forvaltning og efterhånden tager de enkelte virksomheder, nu også hånd om personlige problemer eller udfordringer. Arbejdspladsens fysiske placering kan variere efter behov, hvis arbejdsredskabet ”kun” er en computer og en opkobling. Det sociale netværk er blevet udvidet i cyberspace og motion og frisk luft er ikke noget der nødvendigvis kommer automatisk i løbet af dagens arbejde, men noget der må dyrkes i fritiden.
De fysiske forandringer er store og der er ingen der forventer det kommer til at gå langsommere de næste 40 år – tværtimod.
Dertil kommer de psykiske forandringer. Hvordan taler vi med hinanden om 30-40 år? Hvem er vi fysisk nærværende med? Hvad ”small talker” vi om? Hvad er vigtigt i vores liv? Hvad giver tryghed i vores liv og hvad gør os lykkelige?
Det handler ikke om at det forandrer sig – for det gør det – det interessante er, hvordan det vil ændre sig, og hvordan det vil være muligt at navigere rundt i det. Hvilke af vores nuværende værdier, normer og etiske spilleregler vil være brugbare for vores småbørn når de bliver voksne. Det er ikke lige til at vide, men der ses allerede nu en ændring af måden at bruge sig på i samfundet, og fællesskab med andre mennesker har fået endnu en vinkel.
For 40 år siden var et fællesskab karakteriseret ved, at vi var en nogenlunde homogen masse, som kunne støtte os til hinanden om en fælles sag. Der var måske en karismatisk leder, der var den visionære for den fælles sag, men individet var mere eller mindre usynligt og jævnbyrdigt med de andre i både tøj smag og politisk smag, vi havde ingen grund til at skille os ud – tilfredsheden lå i at ”sammen er vi stærke”.
Der går ikke mange årtier før tendensen ændrer sig til selvrealisering. Den enkelte har brug for at vise, hvem de i virkeligheden er, og der bliver i samfundet eksperimentet med udfoldelse af nytænkning både politisk, musikalsk, teknologisk og på måden at iscenesætte sig selv i sit eget liv. Der ses for tiden langt flere tiltag i at ville skrive sin egen bog, lave sin egen opdagelsesrejse, dyrke sport med ekstra spænding og/eller være en del af medie billedet.
Det falder helt i hak med menneskets naturlige stræben efter frihed. Frihedstrangen er en grundlæggende livskraft, som gør at udvikling overhovedet er mulig. Mennesket har i tusindvis af år stræbt efter friheden og det har vekslet imellem fysisk frihed, og frihed til at tænke selv, som oftest er det første afledt af det andet. Ethvert oprør, enhver krig og revolution er opstået ud fra nogle menneskers behov for, at have lov til at tænke anderledes. Motiverne og metoderne der har ligget til grund for handlingerne i frihedstrangen har været forskellige – og ofte etisk diskutable.
I den græsk-romerske oldtid var motivet for at blive et bedre menneske, at man opførte ret overfor oraklet. I kristendommen betragtedes mennesket grundlæggende som syndigt og for at blive et bedre menneske skulle man kunne mestre og give afkald på lyst og nydelse, for at komme i himmelen, indtil Luthers opfattelse om, at det enkelte menneskes ret til selvudfoldelse og ret til selv at stå til regnskab for Gud, igen skaber en åbning for individets frihed.
Næste skridt i udviklingen er så, at kunne bruge denne frihed. Det kræver viden og mod at forvalte sin egne skabelser, og den dag i dag holder mange sig tilbage i troen på ”ikke at være god nok” – måske fordi vi ikke ved bedre.
Citat:
””Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er manglen på evne til at betjene sig af sin forstand uden en andens ledelse. Selvforskyldt er denne umyndighed, når årsagen til den ikke ligger i forstandens mangler, men i manglende beslutsomhed og mod til at betjene sig af den uden den andens ledelse. Hav mod til at betjene dig af din egen forstand! Er altså oplysningens valgsprog (Kant 1783).””
Så at have mod til at bruge min forstand og erkende mig, er tilsyneladende ikke længere bare en borgerlig ret, men efterhånden også en pligt overfor mig selv, for at kunne forholde mig realistisk til mine omgivelser. Jeg er ikke længere en medløber eller et offer i samfundet, jeg er en aktiv medspiller, der igennem mine fortællinger, sætter synlige spor efter mig, som folk kan betragte eller lade være. Det eneste jeg ikke længere har frihed til, det er at bedømme, bebrejde og fordømme mig selv og mine omgivelser. Såkaldte fejltagelser er udviklingsmuligheder, der er blevet mig givet, for at jeg kan lære andre måder at håndtere det på, og i dag kalder jeg dem udelukkende læreprocesser. Konsekvensen af at leve jantelovens nedladenhed er at angsten for nederlag bliver større end lysten til sejrene, fordi dualiteten altid vil gøre udfaldet sort/hvidt. Bare fordi andre har vundet, har jeg jo ikke nødvendigvis tabt. Bare fordi andre har mange goder, betyder det jo ikke, at jeg har for lidt. Bare fordi andre sammenligner sig, behøver jeg jo ikke at deltage i det. Jeg må gerne navigere ud fra mit eget indre signal system – det er mine oplevelser og de behøver ikke blive fordømt – hverken af mig selv eller andre.
At lytte til sig selv kræver øvelse. Mest af alt fordi det utrænede øre ikke ved, hvad det skal lytte efter. Så er der muligheden, at lytte med hjertet eller med mavefornemmelse, men hvor end din intuition sidder, så er det dér, den virkelig virkelighed, befinder sig. Den uvirkelige virkelighed er al den støj om andre og andet der dækker over en indre diskussionsklub om, hvordan dit ego vil profitere allermest af situationen - også kaldet begær og selvhøjtidelighed.
Jeg har selv stor erfaring i at høre begge dele på en gang – eller skifte hver 2. sekund imellem det jeg har lyst til og det, jeg ved, jeg må gøre (og slet ikke har lyst til). Øvelsen består i at lære mig selv så godt at kende, at jeg kan erkende mig til de egentlige motiver for min gøren og laden. For får jeg ikke dem afdækket, tager en beslutning, og fører den ud i livet, opstår forvirring og frustration.
Frustration er, inderst inde at vide et, og så gøre noget andet. Frustration kan skabe tilstande hvor sårbarheden overfor alle andre fysiske og psykiske lidelser er større, og hermed er vejen åbnet til stress og udbrænding på alle planer.
Frustration bliver mere og mere almindelig, fordi vi træner vores hjerner, mere i at være kloge, end vi træner vores følelsessystem, i at erkende, hvad vi oplever.
Således kan vi have gavn af en oplysningstid, som viser os hvordan vi undgår emotionel afmagt og fortrængning. Lærdom er ikke noget der skal bankes ind i hovederne, lærdom er noget, der skal åbne sig for den nysgerrige og af egen interesse søge mod yderligere mening og tilfredshed.
Regler og rammer skal ikke længere være der for regelsættets egen skyld, men fordi det giver mening at have aftaler om, hvordan individet indgår i fællesskabet, således at alle beskyttes mod overgreb. Disse rammer kan justeres og ændres i takt med enkelt individers og/eller fællesskabets behov.
For at kunne gennemføre disse justeringer kræver det at kunne se behovene, både hos sig selv og hos andre. For at kunne erkende mine behov, må jeg kunne opleve dem, dvs. have kontakt til mit emotionelle signalsystem.
Bindeleddet bliver i sidste ende altid det emotionelle system. Uden følelserne på plads bliver den visionære for flyvsk og den jordbundne for tung. Emotionerne er det eneste sted, mennesket kan finde sit balancepunkt. Emotionerne er vores indre vejskilte, der fortæller om vi er kommet i overhalingsbanen eller ud i rabatten. Signalsystemet fortæller om vi skal bremse eller speede op, men for at kunne lære vores børn det, må vi kunne det selv.
Jeg kunne godt unde de kommende voksne, at have den evne at kunne lytte til sig selv, og tro på sig selv. Jeg tror, det bliver det vigtigste redskab for fremtidens voksne, at være sig selv tro og stole på deres egen evne til at navigere i foranderligheden.
Planetens fremtid afhænger af de beslutninger, der bliver taget i nutiden, og jeg kunne godt tænke mig at fremtidens voksne har lært at være etiske, kreative og målrettede. At fremtidens voksne er gode til at lytte til modsatrettede holdninger, og lader sig inspirere af andre løsningsmodeller. Jeg håber de med eksemplets og stilhedens magt viser vejen, væk fra belæring og pegefingerpolitik, til dialogens vej med en indre styret etik, hvor man handler ud fra egen indsigt og forståelse – til gavn for helheden.
Kan vi lære vores børn det? – Yes we can! Men det kræver at vi anstrenger os, og at vi betragter vores fag som mere end et sted, hvor tiden skal slås ihjel indtil månedslønnen bliver udbetalt. Det kræver, at hver eneste ansat – faglært som ufaglært – har et inderligt ønske om at ville give vores børn konstruktive kvaliteter i nuets oplevelser, og alle gør det, der må gøres, for at nå dertil. Det første der må gøres, er at sørge for at nutidens voksne selv har færdighederne, der kan matche de krav, for børnene lærer ikke af det vi siger, men af det vi gør.
Så vores fremtid afhænger af de beslutninger, der bliver taget i nutiden, og jeg kunne godt tænke mig at nutidens voksne har lært at være etiske, kreative og målrettede. At nutidens voksne er gode til at lytte til modsatrettede holdninger, og lade sig inspirere af andre løsningsmodeller. Jeg håber, de med eksemplets og stilhedens magt viser vejen, væk fra belæring og pegefingerpolitik, til dialogens vej med en indre styret etik, hvor man handler ud fra egen indsigt og forståelse – til gavn for helheden.
Kan vi få en hel faggruppe til at gøre det, bedre end vi allerede gør? Yes, we can!
Det kræver at faggruppens fællesskab er interesseret i at overskride individets begrænsninger og sigter mod en udvikling. Det kræver, at hvert individ i fællesskabet er, med sin beslutsomhed og sit mod, med til at afsløre sine fordomme og fastholdene forestillinger, vaner og afværgemekanismer. Det kræver, gennem refleksion og selverkendelse, at danne sin egen mening, om sig selv og klargøre, hvorledes en selv ønsker, at forholde sig til sin adfærd i fremtiden. Det virker nemlig kun, hvis det er en selv der gør det, og fællesskabet skal bruges til at blive spejlet i, søge inspiration i og møde modstand i.
Refleksion skal i denne sammenhæng ikke forveksles med bedømmelse, men som en meningsdannende holdning, der kan munde ud i en konstruktiv adfærd. Mennesket har den enestående psykiske evne, at kunne se sig selv udefra, og have en mening om sig selv, dvs. til at være kritisk også overfor sig selv, og denne evne kan vi ligeså godt benytte os af, til at forfine vores samvær med andre, i stedet for at manipulere med andre. Det er her læresætningen ”alt hvad jeg møder på min vej, er noget jeg kan lære af” bliver brugbar. Det skaber åbenheden til at lytte, at tale og i opmærksomhed høre hvad der egentligt bliver sagt. Det er igennem samtalen med andre, at man finder sig selv, eftersom det er gennem samtalen, at man gives nye måder at forstå og fortælle på, samt får afprøvet holdbarheden og konsistensen af de fortællinger, som man fortæller om sig selv. En opmærksom egen mening er imidlertid karakteriseret ved, at den ikke kun formår at vide, hvornår den skal sige fra, men også hvornår den skal sige fra overfor sin egen nej-sigen.
I denne form for samvær, er det ikke længere en bevægelse der holder sammen på individerne, men individerne der holder sammen på bevægelsen. De har et interessefællesskab, hvori den enkelte udfolder sin personlighed på en bevidst, reflekterende og særegen måde. Lederen er ikke længere autoriteten med den eneste sandhed, der tager hånd om sine medlemmer. Lederen er i højere grad en mentor, der sender diverse tvivlsspørgsmål tilbage til udsenderen, som ved hjælp af nye indfaldsvinkler finder sin egen løsningsmodel. For den utrænede i denne metode kan det opleves som om, at håbet om orden og løsninger bliver returneret med kaos og endnu flere spørgsmål, men det selvværd, der bliver opbygget i oplevelsen af ”at kunne selv” er uvurderlig i fremtiden.
Kan nutidens voksne lære vores børn det? Yes, ….
Med tålmodighed og selverkendelse kan vi voksne, med os selv som eksempel, vise børnene hvordan det kan gøres, og derefter håbe at den konstruktive adfærd smitter af.
Stemninger smitter – og de samværsformer som er blevet smittet med humørinfektion, kan lige så godt gå til humørlægen med det samme og komme i behandling inden infektionen bliver kronisk.
Stemningsfællesskaber er allerede slået igennem i nogle sociale sammenhænge. Her møder vi ikke op for nødvendigvis at snakke sammen, men for at blive set og bare være sammen. Musik er unikt til dette formål. Her ligger selvrefleksionen i, hvilken stil jeg vil fremstå i, og hvilke signaler, det sender i samværet. Også her ses en personlig særegenhed, for det er i orden at erkende sig til en stilart, men et personligt touch er prikken over i’et.
Fremtidens voksne får rigtig mange muligheder, for at udfolde sig. Fremtidens voksne kommer til at få en frihed, der sandsynligvis ikke rummer særlig mange grænser, men til gengæld flere præstationskrav. At forvalte så mangen frihed, kræver fokusering, beslutsomhed, iværksætterlyst og evnen til at høste resultatet konstruktivt.
De krav til selviscenesættelse for at forme det rette job, den rette familie eller den rette boligform gør projekterne meget spændende og kan høste stor anerkendelse, hvis det gøres godt. Bagsiden er, hvis det ikke går godt, så vil et individ med en fordømmende bevidsthed, føle sig som en fiasko, og der er ingen, at skylde skylden på, andre end en selv. Derfor må vi lære vores børn, at lige meget hvordan tingene går, er der noget brugbart i det. På den måde er der aldrig noget, der bliver til fejltagelser, men kun nye læreprocesser og justeringer af beslutninger. Det er her kreativiteten er så vigtig – er maleriet ikke blevet som ønsket, så mal det over igen, der er helt sikkert nogle linier, der træder igennem og bliver starten på det nye projekt. Det bliver en del af den personlige historie, om hvem jeg er, og hvad jeg kan blive til, og det er den, der fortælles videre på til vennerne, hvor de end befinder sig i verden. Netværket er ligeværdige kammerater i den legende omgang med virkeligheden, og det er bare om at komme ud med sproget og fortsætte på selvrealiseringens landevej.
Kan vi lære vores børn, at fortælle deres personlige historier på en sådan måde, at de bliver ved med at udvikle deres evner, til at forvalte deres frihed?
Afslutning.
Det kan virke overvældende med al denne snak om frihed og ansvar, og det ville være meget nemmere, at lade ”slaget gå sin gang” uden min indblanding. Så skulle jeg bare følge med strømmen og gøre middelmådige ting, leve med en middelmådig tro på at det lykkes, og få et middelmådigt resultat ud af det. Min egen navle er trods alt den nærmeste, og ved at pille i den, med regelmæssige mellemrum, holdes den vane ved lige.
Det, at stå med et middelmådigt resultat, behøver der ikke ligge nogen bedømmelse i, det er bare facts. Skabelser er ikke nødvendigvis store prangende projekter. Skabelser er alt. Skabelser er også, det vi ikke gør. Resultatet eller konsekvensen kommer bare til at ligne noget, der pludselig kommer, som lyn fra en klar himmel. Forbavselsen over, ”hvordan kunne det ramme mig, det sker jo kun for naboen,” starter en frustration. Frustrationen gødes yderligere, ved at der stilles diverse krav til, ”du skal bare gøre sådan og sådan”, som måske virker endnu mere uoverskuelige og besværlige, og tankespindet snurrer, som en hamster i sit hamsterhjul – det er også en skabelse.
Frihed er også friheden til at være dum, pinlig, martyrisk, nedladende og alt muligt andet, så er du 100 % tilfreds med dig selv, som du er, så er der ingen grund til at bruge energi på at lave det om, men det fratager ingen mennesker for, at have ansvaret for deres adfærds konsekvenser.
Ansvarlighed er en samfundspligt. Vi har alle ansvar for vores fælles værdier, lige meget om det drejer sig om historiske værdier, offentlige værdier eller kulturelle værdier, og i hvilken grad vi tager dette ansvar alvorligt, siger noget om vores etiske og moralske dannelse. Det er derfor, det har en betydning at sende unge på dannelsesrejser, hvis rejsen vel og mærke skaber dannelse. For dannelsen kommer ved, at opleve noget i en anden kontekst end fra den vinkel, der normalt præsenteres. En rejse, hvor jeg spiser det samme mad, som herhjemme, læser den samme avis, og taler med den samme slags mennesker, er måske ikke særlig dannende, og kan være en middelmådig sanseoplevelse med lidt justerede omgivelser.
Et højskoleophold kan skabe dannelse. En bog eller en film kan give viden og oplevelser, der viser en helt ny indfaldsvinkel til et spørgsmål i personens liv, som fremmer dennes dannelse. Hvis det erkendes, så har det dannet et nyt spor i hjernen – skabt en ny viden.
På denne måde bliver selvdannelse, dannelse af sit eget selv, ved at regulere input og output, trods diverse mellemregninger altid, på bundlinien; til personlige skabelser. Bevidst eller ubevidst, med eller uden vilje.
Resultatet af skabelserne, høsten af dine skabelsesfrø, påvirker dine omgivelser i det psykiske fællesskab. Det virker som at kaste en sten i vandet, og ringene vil brede sig lidt eller meget, uanset om stenen var positivt eller negativt ladet. Så at være etisk dannet vil sige, at være bevidst om hvilke sten, du smider hvor.
Den hurtige vil nu sige, ”og … det er der så mange andre, der gør …. Hvorfor skal jeg blandes ind i det”. Det er heller ikke noget du skal, det er noget du allerede er. Det er facts, at vi lever på jorden i et psykisk fællesskab, det kan vi ikke meldes ind i, eller ud af.
Så hvis du alligevel sidder med fingeren i navlen, så erkend dig til, at det er verdens navle. Verdens skabelser udspringer fra de enkelte personers handlinger. Sten vælter ikke i vandet uden at blive tilført en kraft, og dine og mine handlinger er den energi, hvormed stenen rammer vandoverfladen. Dønningerne vil påvirke os alle mere eller mindre, alt efter hvor langt vi er fra nedslagsstedet.
Resultatet af skabelserne befinder sig på alle niveauer, vi ser dem i hjemmet, på arbejdspladsen, i samfundet både lokalt og globalt, og det er egentligt ikke konsekvenserne i sig selv, der er problemet. Men de grundlæggende problemer er, hvilket motiv der ligger til grund for, at problematiske konsekvenser gentages igen og igen. Hvad er motivet bag, at de bliver ved at skændes. Selve skabelsen (processen) kan vi ikke give skylden, for den er blot en helt naturlig reaktion på en unaturlig adfærd.
Jeg har i det skrevne, brugt ordet krav flere gange. Disse krav skal opfattes, som facts på hvad der kræves for at få skabelsesprocessen i gang eller holde den kørende. Lad dig ikke forstyrre af eventuelle forestillinger, ordet krav, kan udløse hos dig, det er sikkert bare nogle RIG’ere, du ikke længere har brug for, der er på spil. En måde at opløse dem på, er at lade være med at aktivere dem. Det eneste vi kan ændre ved fortiden, er vores omtale af den. De hæmmende forestillinger og associationer om noget godt eller dårligt, er de forsvarsværker, der holder mennesker væk fra at lytte til deres oprindelige, emotionelle signalsystem; og det er måske derfor, det kan være så svært at komme i gang, eller få gjort det færdigt. Gør dig uafhængig, få motivet på plads og gør det alligevel.
Tænk hvis det gik hen og blev sjovt, tænk hvis det gik lettere end ventet, og tænk hvis evnerne ikke behøver at være der før projektets start, men at de blev udviklet undervejs. Tænk, hvis skabelsen udløste et signal om indre glæde, i fred og harmoni.
Det kunne gøre mennesker til fremadrettede, kreativt skabende kærlighedsvæsner, der kastede den ene sten efter den anden i vandet. Store sten og små sten ville dumpe mod dybet, og sende hvirvlende bundslam op fra andedammen. Luftkasteller ville komme til syne, blot for at blive prikket hul på, så luften kunne komme ud. Turbulensen ville ilte elementerne i følelseshavet, og det kreative økosystem ville tiltrække nye skabelser, justere sig, få nyt liv og være evig foranderlig i sit balancepunkt.
Det er måden, det gøres på.
Litteratur der har inspireret mig:
Olsen, Arne
Dine valg er dit liv – hvordan vælger du?
Svanesang Forlag
Juul, Jesper
Dit kompetente barn
På vej mod et nyt værdigrundlag for familien
Schønberg
Andersen, Frans Ørsted
Flow og fordybelse
Hans Reitzels Forlag
Smidt, Søren
Kopart, Henning
Iagttagelse og fortælling
Forlaget Børn og Unge
Hammershøj, Lars Geer
Selvdannelse og socialitet
Forsøg på en socialanalytisk samtidsdiagnose
Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag
Hart, Susan
Tilknytningens betydning- et indblik i
neuroaffektiv udviklingspsykologi
Artikler fra www.neuroaffect.dk
Witte, Mikael
Verdens bedste vuggestue
Frydenlund
Steenhold, Jørn Martin
Legeuniverserne
Legen i tiden – og fremtiden
Vidensbutikken, Danmarks mindste Forlag
Stern, Daniel
Et spædbarns dagbog
Hans Reitzels Forlag
Poulsen, Arne
Gyldendals bog om børns udvikling
Gyldendal
Brodin, Marianne
Hylander, Ingrid
At blive sig selv
Hans Reitzels Forlag
Rasmussen, Lars Tegl
Introduktion til Lean
BusinessSumup
Brodén, Margareta
Mor og barn i ingenmandsland
Hans Reitzels Forlag
Schaffer, H. Rudolph
Social udvikling
Beslutninger om børn
Pædagogisk bogklub
Løkken, Gunvor
Når små børn mødes
Hans Reitzels Forlag
Schousboe, Ivy
Leg som læringmedium
Pædagogisk bogklub
Højby, Helle
Drop drilleri
Dafolo
Philipsen, Maria
Læringshistorier og pædagogisk praksis
Hans Reitzels Forlag
Bonnichsen, Jeanett
Fra stress til trivsel
Dafolo
Zlotnik, Gideon
De stakkels børn
Den psykologiske lavalder
Den daglige hjernevask
Nielsens
ISBN 978-87-993570-0-0
