|
Velkommen til 1. del af
Følelserne i den pædagogiske hverdag i vuggestuen
Måden at gøre det på i vuggestuen
af Mette Petersen
ISBN 978-87-993570-0-0
Del 1.
Indholdsfortegnelse:
Forord.
Indledning.
Del 2.
Følelsesmæssige krav til det pædagogiske personale.
Min egen historie.
Fjern smerten og ubehaget.
Alle stemninger smitter.
Lært noget som en professionel omsorgsperson.
Gør det alligevel.
Vi er et produkt af vores omgivelser.
Forbudte følelser.
De grundlæggende emotioner (følelser).
Hvad lærer jeg.
Del 3.
Mentale krav til det pædagogiske personale.
Erkende sig.
De 4 hovedemotioner.
Sådan vil jeg gerne have det.
Voksne ved dit og dat?
Del 4.
Nedsat samarbejdsvillighed.
Gensvar der skaber konflikt.
Den voksne skal være opmærksom.
Del 5.
Lær børnene at kende.
Den voksnes opgave i leg, læring og kulturel adfærd.
Trivsel til fremtidens brug.
Del 7.
Den psykiske udvikling.
Selvfornemmelse.
Samvær.
Del 8.
Organisatoriske krav til det pædagogiske personale.
Arbejdsmiljø psykisk/fysisk.
Ansvarsområder.
Ulykker - små/store, fysiske/psykiske.
Del 9.
Klar til pædagogisk status?
Læreplaner.
Professionel, personlig og privat.
Reflekterende teams.
Nye medarbejdere.
Del 10.
Visionære krav til det pædagogiske personale
Forord.
Dette er en utraditionel lærebog for alt pædagogisk personale i vuggestuer, integrerede institutioner og tilsvarende pasningsordninger. Det er nærmest en fortælling, der ud fra et følelsesmæssigt perspektiv følger den professionelle omsorgsperson i nogle af hverdagens mange funktioner. Følelser kan styre og afspejles i adfærden, både hos store og små mennesker, alt afhængig af måden det håndteres på.
”Der var engang en kvinde, for hvem det gik godt. Kvindens mentor sagde, at når kvinden kunne fortælle, hvad hun gjorde, for at få det til, at gå godt; så skulle hun give sin erfaring videre. ”
Kvinden er mig, og til eventyret kan jeg tilføje, at kvinden måtte grumme meget ondt igennem, før hun begyndte at lære af sine erfaringer, og gøre noget andet, end det hun var vant til.
Det nye er at fortælle en historie. Langt hen af vejen er det blevet en historie om en detektiv, der med åbne sanser, iagttager og ser sammenhænge i facts, motiver og metoder. Det nye er at bryde ”the comfort zone”, at bryde med vanens magt og møde følelsesmæssige forandringer uden begrænsende overbevisninger. Selvom den pædagogiske hverdag ofte opleves hektisk, kan menneskets indre overbevisninger trænes op til at tro på, at udvikling kan lade sig gøre. Der er en mening med at udfordre sig, fordi det er de krav vi stiller til vores børn hver dag – søg mod næste udviklingszone. Med ønsket om at denne søgning foregår i respekt, tillid, dialog og ligeværdighed, må det pædagogiske personale kunne støtte og guide på denne måde – og helst være det selv. Professionelle omsorgspersoner er mange timer om dagen det fyrtårn som børnene navigere efter i små og store hændelser, så lyset skal holdes ved lige. Det skal blinke klart og tydeligt i de rette intervaller, så det ikke sender nogle i havsnød.
Jeg har valgt at udtrykke mig ved at skrive, som jeg taler, for det er jeg bedst til. Derfor vil du også finde, en noget usædvanlig og ikke grammatisk korrekt kommasætning. Alt hvad jeg har skrevet, står også i alle mulige andre bøger, så der er ingen nye teorier, men jeg har valgt en indfaldsvinkel, hvor jeg tager udgangspunkt i følelseslivet.
Jeg har få citater og direkte kildehenvisninger, for de bøger jeg har læst og min erfaring fra hverdagen, er blevet mixed og blendet oppe i mit hoved, så jeg kan ikke udpege én bestemt kilde til min viden eller min oplevelse – og på den måde, er det skrevne helt unikt, min historie.
Hvis du kan blive inspireret af den, vil det glæde mig. Hvis der noget du ikke kan forholde dig til, så spring det over, det der er vigtigt for dig, skal nok vende tilbage på et tidspunkt. Bliver du provokeret eller sur, er det godt – det er udtryk for, at du forholder dig til omverdenen. Får du en aha-oplevelse og oplever glæde, har du erkendt dig til din indre sandhed; dit nervesystem er blevet aktiveret, og du er blevet en erfaring rigere. – Det er udvikling.
Der var engang, hvor mennesket udviklede sig ved at høre på den ældste i stammesamfundet og rette sig efter dennes visdom. Klanledernes etiske og moralske regler og påbud, dannede grundlaget for det mellemmenneskelige regelsæt, og det blev opretholdt igennem ritualer og folkeeventyr. Så blev det præsterne, herremændene og handelsmændene, der var vigtige personer i samfundet, mens det i nyere tid primært har været dem med megen viden og dem med mange penge, der har haft stor betydning for de etiske og moralske værdier i befolkningerne. Jeg tror moralen er i forandringer og jeg håber det, fordi, jeg er ved at være mæt af ”jeg ved bedre”, pegefingre holdninger og påbud.
Jeg er blevet sulten efter humør, fantasi og historiefortælling. Ikke nødvendigvis den gamle romantiske historie om prinsen og prinsessen, der levede lykkeligt til deres dages ende, men historier som kan tilføre mig nye idéer til min egen vej i livet.
Livets landevej har både god og dårlig belægning, men jeg kan jo køre på den alligevel; og hvis det ønskede ligger lige rundt om hjørnet, er der ingen grund til at jeg tager på vej over et par bump. Hvis terrænet er uoverskueligt og kuperet, kan det være godt at have en ven, til at dele og afstemme min oplevelse med. Vennen kan være en person jeg kender godt, eller det være en person jeg aldrig har mødt i den fysiske virkelighed.
Vennen skal ikke løse problemet, men hjælpe med at kunne rumme det, ved at lytte og stille de rette spørgsmål. Ved på egen hånd, at finde den rette inspiration, til selv at løse problemerne, så forbliver historien, hos mig, fortælleren, selv.
Friheden ligger i, at min egen historie ikke kan være forkert. Mine oplevelser, som kun er mine, er ikke til diskussion, for der er ikke andre, der kan have oplevet dem. Derfor kan min historie altid kun være rigtig, i min virkelighed. Friheden ligger også i, at min virkelighed er foranderlig. Bliver jeg inspireret, får en ny erkendelse og ser virkeligheden fra endnu en vinkel, har jeg og min historie blot udviklet sig.
Jeg håber, at mennesket vil begynde at leve livet, i stedet for at bedømme det. Jeg håber at livsløgne bliver opløst og afløst af livs-fortællinger. Jeg håber livsmod og livsglæde spejles i fremtidens interesse-fællesskaber.
Jeg takker Line-Louise, Arne, Katia og alle der har været med til at tilføre mig oplevelser, der har gjort denne bog mulig.
Jeg håber kærligheden, alias tilliden og respekten, vil styrkes nu og i fremtiden.
Kærlig hilsen
Mette Petersen, efteråret 2009.
Forfatteren, Mette Petersen, har været ude og rejse, været gift, fået barn, blevet skilt, været langtidssyg, haft egen virksomhed og er autoriseret sygeplejerske, certificeret mentalhygiejniske instruktør og uddannet Rudolf Steiner pædagog. Har siden 2004 arbejdet i en offentlig institution i København. Se mere om Mette på www.mettepetersen.info
Indledning.
Femten minutter før lukketid kommer en travl mor ind af døren. Hun smiler, da hun ser sit barn med en bog i hånden, siddende i sofaen ved siden af pædagogen. ”Hvor ser det hyggeligt ud,” siger hun og tilføjer henkastet: ”Det må være et dejligt job, sådan at kunne sidde i sofaen med en kop kaffe, mens børnene læser”.
Jo da, svarer jeg og overvejer om jeg skal retfærdiggøre min kaffekop, men vælger at lade den hænge i luften. Sandsynligvis, mener hun nok ikke noget med det, men jeg blev ophidset. Hvad mener hun egentlig? Mener hun jeg er doven? Ville hun gerne selv have mit job, så hun kunne være sammen med sit barn? Eller mener hun, at mit job er for nemt?
Den indre stemme skruer op for volumen og snart bulder den derudaf med: ”Det er min første kop kaffe på hele dagen, jeg har knoklet fra før jeg mødte ind, fordi jeg mødte en forælder, der lige skulle spørge om noget, mens jeg låste min cykel, – jeg har undgået at en flok lopper til unger, har bidt, revet og slået hinanden halvt fordærvet – jeg har …… jeg har …. – hold da op hvor har jeg gjort meget – og det ved den mor jo slet ikke noget om. Hun tænker vel ikke over hvilket kæmpe stykke arbejde, der ligger i at få en god dag op og stå – ligesom jeg ikke skænker det en tanke, om der er sygdom blandt personalet i supermarked, jeg vil bare gerne have en kasse mere åbnet, så jeg kan få handlet i en fart. Så med mit ”jo da” -svar burde jeg vedhæfte en fil, der beskrev pædagogens egentlig opgaver, og gav et reelt billede af den komplekse hverdag, vi begår os i.
Der var også andre, som jeg oplever, kunne have gavn af at vide mere om vores funktioner, og her tænker jeg på de mennesker, som er med til at sætte statusværdierne i samfundet, og dermed skabe grundlaget for hvad der er ”in” at interessere sig for, hvad der bliver givet penge til at udvikle, og hvilket afkast det giver tilbage. Til sidst tænker jeg på os selv i det pædagogiske område. I hvor høj grad ved vi egentlig selv, hvad vi går og laver, og i hvilket omfang deler vi den viden med omverden? For en ting er sikkert, der kommer ingen talentspejder forbi daginstitutionen, og opdager hvor fremragende dygtige vi er, uden at vi selv gør opmærksom på det – og der følger heller ikke automatisk en pose penge med, fordi vi allerede har tilpasset os sparekrav og færre voksenhænder.
Det eneste argument der er tilbage og også det vigtigste, er vores produktudvikling.
Det pædagogiske område er en virksomhed, som producerer råmateriale til vores fremtidige samfund. Vores børn er de frø, vi avler til fremtidens høst. Et godt frø, giver godt korn og et godt brød. Et dårligt frø giver i bedste fald ingen ting og i værste fald problemer.
I det følgende har jeg nedskrevet mine erfaringer, i håb om at ansatte i institutionerne har for øje hvor mange elementer i hverdagen der skal fungere, for at rummet, til at være sammen med børnene i, er fredeligt og nærværende.
Ledelsesopgaver er der lige så mange af på stuen, som på kontoret. Anerkendelse er lige så vigtig i køkkenet, som på legepladsen og et godt arbejdsmiljø er forudsætningen for at personalegruppen kan tilføre børnegruppen et passende nærvær.
Nærvær har noget med følelser at gøre, og evnen til at opleve andres følelser (empati) er pædagogens primære redskab.
Derfor tillader jeg mig at starte med en præsentation af følelsernes funktion, ud fra min egen livshistorie.
| 