Velkommen til 3. del af 

Følelserne i den pædagogiske hverdag i vuggestuen

 

 

 

Måden at gøre det på i vuggestuen

 

af Mette Petersen

 

 

 

Mentale krav til det pædagogiske personale.

At opdrage et barn til at se verden med et positivt og konstruktivt syn på livet, er en af de vigtigste opgaver i verden, fordi det kan være det barn, der gør en forskel i fremtiden. Det barn har krav på at tilegne sig de færdigheder, som det har brug for i fremtidens samfund. Det har brug for at være opmærksom, nærværende og kunne se forskel på fup og fakta. Barnet får ikke brug for at blive slået ud af sine fejltagelser, men skal se sin læreproces og komme videre. Barnet har brug for tydelige voksne til at navigere efter, voksne der kan vise adfærdsmønstret for at skabe succes.

Erkende sig.

Hun stod med fedtet hår og sved under armene. Hun var lige fyldt 28 år, og det ellers så bekymrede ansigt, glattede sig pludseligt ud og øjnene lyste.  Moderen, der var i færd med at forberede et møde i banken, kunne på et splitsekund, slippe alt om renter og kontoudtog, og træde direkte over i en tilstand af nærvær, opmærksomhed og hengiven glæde. Det lille væsen, der dårligt kunne styre sine lemmer eller sin sut, sendte en herlig lyd og et vidunderligt smil igennem rummet, og hvordan han end gjorde, så virkede det næsten magnetisk på forældrene.

Han var knap 8 måneder gammel, og fuldstændig uden hensyn til omverden, kunne han få sine behov opfyldt. På sin egen magiske måde kunne han få moren til at opgive sin nattesøvn, fordi han var sulten. Han kunne få familien til at blive hjemme fra fest, fordi at han skulle sove. Han kunne få de voksne til at skifte tøj, fordi han bøvsede og han kunne få dem til at rejse sig midt i TV-avisen, fordi han havde slået en prut.

Et hvert andet væsen, med en så egoistisk adfærd ville ha’ virket anstrengende og manipulerende.

Faktisk virker det helt modsat. Det lille barn er én stor kærlighedserklæring til både sig selv og sine forældre. En sådan ubetinget tillid til omgivelserne, ses vist ikke mange andre steder i den menneskelige adfærd, eller en sådan kompromisløs respekt for trangen til at få opfyldt egne basale behov. De små børn har ingen blokeringer og deres udtryk af oplevelser er sande. De hyler når de er sultne, utrygge eller trætte, og det er min opgave som forældre eller anden primær omsorgsperson, at opfylde de behov for barnet, som det endnu ikke selv har lært. Så enkelt er det faktisk.

Det besværlige består i, når jeg ønsker at lave virkeligheden om. Når jeg tvivler på at barnet er sultent, for det er kun så lang tid siden at det har fået mad. Eller, når jeg ønsker det skal sove, fordi jeg er træt. Så manipulerer jeg med virkeligheden.

Jeg har selv prøvet at negligere en hændelse ved at sende meddelelsen ud, at ”det var da ikke noget”, og det var ”bare noget pjat”. Hvis jeg dertil krydrede min egen holdning med, det ”burde man” eller det ”gør man da ikke”, så er fundamentet lagt, til at belære barnet, i stedet for at se hvad jeg kan lærer om mig selv. Børns bevidsthed er på dette tidspunkt ikke udviklet til at begribe hvad løgn eller tid er. Oplevelsen af ikke-sætninger er så uvirkeligt, at ordet ikke, slet ikke opfattes, så forklaringen ”det må du da ikke nu” kan ikke modtages i barnet. I bedste fald sker der ingenting, og i værste fald bliver barnet forvirret og skamfuldt. Voksen manipulationen fortrænger klarheden i barnet.

Den sorgproces udsættes næsten alle børn for. Deres tab af den ubevidste universelle sandhed, bliver erstattet af den menneskeskabte virkeligheds sandhed, og ubevidst er mennesket blevet til et produkt af sine omgivelser. Barnets erfaringer med, hvad der får omgivelserne til at reagere, danner de første adfærdsmønstre og gensvaret viser vejen til den følelsesmæssige udvikling.

Da følelserne er et signalsystem, der guider mig på livets vej og det eneste sted voksen-jeg’ets bevidsthed virker igennem, så er det også igennem mine erkendelser om, hvad jeg ønsker at blive bedre til, jeg lærer i dette område. Jeg kan blive bevidst om mine følelser og kan regulere dem, ved at se hvad mit gensvar skaber i barnets adfærd. Men det kræver i første omgang at følelserne kan opleves og kaldes ved rette navn.

Mit personlige forhold til følelser har været omskifteligt. Som purung oplevede jeg mest glæde, og det var dejligt at tale med veninderne om hvordan vi havde det. Senere dukkede reaktioner op, som fortvivlelse, jalousi, afmagt, panik og raseri. Hvis det skulle være følelser, var de en kende for besværlige til mig i min hverdag, så langsomt men systematisk lukkede jeg af, og byggede i stedet et brugbart image op. Jeg havde ikke engang tænkt på, at følelser skulle bruges, at de havde et formål.

Mit liv ændrede sig efter det blev klart for mig, at følelserne var mine vejvisere, mine lyssignaler, der lyste rødt, gult eller grønt. Det blev tydeligere for mig, at jeg havde brugt for meget energi på, at diskutere med mig selv om grønt var bedre end rødt og gult, og derfor aldrig havde opdaget deres egentlige formål, som er at handle på signalet, uanset farven.

Jeg oplevede at modtage et værktøj, hvor jeg kunne håndtere mine oplevelser.

De 4 hovedemotioner.

Citater fra: Olsen, Arne. Dine valg er dit liv – hvordan vælger du? Svanesang forlag; 1997 side 426-427

”Følelsen angst, der er dit overlevelses-signal, skabes i sandhed af enhver situation, du udsætter dig for, hvor du ikke er sikker på udfaldet, også de ubevidste. Det signal, du modtager, er: Nu skal jeg være opmærksom. Handl på det signal, vær opmærksom, og du bliver opmærksomhed. – og du vil skabe glæde.”

”Følelsen vrede skabes i sandhed af enhver overskridelse af dine grænser, også de ubevidste. Det signal, du modtager, er: ”Jeg må markere mine grænser”. Handl på det signal, markér dine grænser, og du bliver respekt. – og du vil skabe glæde.”

”Følelsen sorg skabes i sandhed af tab af enhver art, også de ubevidste. Det signal, du modtager, er: Jeg skal være omsorgsfuld for mig. Handl på det signal, vær omsorgsfuld for dig, og du bliver tillid. – og du vil skabe glæde.”

”Følelsen glæde, skabt på et sandt grundlag, signalerer healing. Healing finder sted i fred, harmoni og lyksalighed. Sand glæde opnås ved positiv handling, på de signaler du modtager, og du bliver kærlighed. – Handl positivt.”

Kærligheden er tillid og respekt, det harmoniske balancepunkt.

Nyt? opmærksomhed ANGST

Healing ~ fred, lykke, harmoni = GLÆDE

RESPEKT OG TILLID   ER   KÆRLIGHED

Nyt? Opmærksom ~ Opmærksomhed ANGST

Grænser? Markering ~ respekt VREDE

Slip / tab? Omsorg ~ tillid SORG

 

Når jeg stod i noget nyt, kunne jeg skærpe min opmærksomhed, og undgå at passiviseres pga. forfængelighed eller anden selvisk angst.

Hvis mine grænser blev overskredet kunne jeg markere mig, beskytte mig og i frihed skabe respekt. Når jeg oplevede tab, kunne jeg være omsorgsfuld for mig, give slip og have tillid til at noget nyt var på vej.

Tidligere havde jeg byttet rundt på disse ting, og troede at hvis jeg bare var omsorgsfuld overfor barnet, så ville jeg også beskytte det, men den ubevidste konfliktskyhed, gjorde at resultatet blev en overbeskyttelse af barnet, så jeg var ved at udvikle mig til en hønemor. Jeg brugte emotionen sorg i forsvar for vrede, ligesom jeg ofte havde brugt glæde eller rettere eufori, i forsvar for angst.

Jeg fik en forståelse for, at selvom jeg mente og troede jeg gjorde det rigtige, var det ikke altid sådan, det blev opfattet af barnet, hvis jeg havde en skjult ubevidst dagsorden, der skulle vise mig mine egne udviklingsmuligheder.

Reflektere over egen praksis.

Der lyder et barnehyl i natten og mor eller far reagerer straks. Der går ikke mange sekunder før det lille ny menneske er trøstet og sover sorgløst videre.

Denne gang gik det godt. Jeg fik vist gjort det rigtige, for barnet tav. Sådan er det heldigvis tit, men til gengæld kan det sætte adskillige grå hår i hovedet, hvis det ikke lykkedes. Den magtesløshed jeg kan opleve, når det bare ikke går glat. Når skrigene når et antal decibel, der ligger langt over arbejdstilsynets anbefalede grænser, når gråden fortsætter i det tilsyneladende uendelige, når jeg har prøvet med det søde, med det sure, med det bestemte, med det tålmodige, med det afledende, med det manipulerende, og med alt muligt andet …….. og det hjælper bare ikke. Jeg opgiver, og aner ikke hvad jeg skal stille op. Jeg forstår simpelthen ikke hvad guldklumpen siger. Jeg troede, jeg havde lært det meste af sproget, men lige på dette område, er der ingen kære mor. Kommunikationen er gået i fisk. Og det varer ikke længe før jeg tager det store stempel frem og trykker ”besværligt barn” i barnets pande.

Barnet har sandsynligvis ikke lært at læse, så det ser ikke det stempel, det har fået på sig, og det har ingen mulighed for at fortælle sine forældre, at bare fordi far og mor ikke kan læse deres signaler, er det ikke nødvendigvis barnet, der er noget galt med.

Jeg var selv én af dem. Dengang ville jeg beskrive mig selv som en god mor. Jeg syntes, jeg var meget ansvarlig for barnet. Jeg gav det dejlige væsen sund og god mad. Jeg købte ordentligt overtøj, så det ikke frøs. Jeg læste godnathistorier og gav masser af kys og kram.

Jeg var ikke i tvivl om hvor den boglige uddannelse skulle foregå henne, hvordan jeg skulle lære fra mig om fornuftigt tøj og god hygiejne, men jeg vidste ikke hvordan jeg skulle lære barnet, at være lykkeligt og være glad for livet. Mest af alt fordi jeg ikke selv vidste det.

Jeg havde lært en model, hvor jeg troede at glæde skulle komme udefra og ind til mig.

Sådan som jeg altid havde oplevet det, så måtte jeg vente på, at der skete noget, så jeg kunne blive glad. Når tante Tora kom med glæde, smittede det af og så blev jeg glad. Når jeg fik en gave blev jeg glad, når nogen talte om mig, så fik jeg opmærksomhed og jeg blev glad.

Så jeg var præcis ligesom alle andre børn, et selvstændigt individ, der tilegnede mig en adfærd, som jeg havde lært af mine omgivelser.

I daglig tale, siger vi en masse om hvad børn er, at børn er vidunderlige og pragtfulde. Børn er fulde af livsglæde og fantasi. Børn er opfindsomme, undrende og nysgerrige. Børn er hysteriske og besværlige, børn griser og larmer. Børn forstyrrer og fylder. Børn reagerer direkte og lyver sjældent i deres udtryk. Børn er sårbare og følsomme. Børn er kærlige og loyale.

De fleste mennesker er enige i disse postulater, men alle er forhåbentlig også enige om at børn er disse ting, nogle gange og i nogle hændelser. Og nogle børn er mere det ene end det andet. Børn er ikke enten eller, børn er både og.

Eller sagt på en helt anden måde, børn er unikke skabninger, der hver med deres kvaliteter er kommet til dette jordiske liv for at udvikle deres potentialer, ligesom jeg og alle andre mennesker ligeledes er her, for at være elev i livets skole.

Én af mine opgaver, er at være mor og pædagog. Og det ville være en enkel sag, hvis jeg kunne nøjes med at påstå at børn er sådan og sådan, de skal opdrages til at blive voksne med det og det formål, og det skal gøres på den og den måde. Så var det bare om at følge handlingsplanen, og resultatet ville blive den forventede succes.

Men, men, men …….

Min erfaring siger mig noget andet. Mit følelsesliv siger mig noget andet. Min egen utilstrækkelighed siger mig noget andet, for jeg ønsker jo altid det bedste for barnet. Jeg håber, jeg har gjort det godt nok. Jeg har bestræbt mig på at gøre mit bedste.

Men, men, men …….

Alligevel er det ikke altid godt nok. Alligevel har jeg haft krænket og udskældt både mig selv og barnet.

Da barnet følte sig uretfærdigt behandlet, gjorde det mig dybt ulykkelig. Jeg oplevede, det var så ubehageligt, og jeg følte mig ond. Da barnet trak sig fra mig, søgte tilstande der tilsyneladende var mere trygge, gjorde det mig fortvivlet over vores forskellige holdninger. Af og til syntes jeg ligefrem det var urimeligt, at vi havde så modsatrettede oplevelser. Spørgsmålene trængte sig på. Hvorfor opførte barnet sig ikke som jeg ville ha’ det? Jeg gjorde det jo så godt!

Frustrationen voksede, spørgsmålene formerede sig, og min tro på mig selv dalede. Til sidst blev følelserne så anstrengende at opleve, at jeg måtte skabe en distance. Komme lidt væk, ha’ det lidt på afstand og grobunden for et følelsesmæssigt forsvar var lagt.

Hvis alt dette foregik på det ubevidste plan, var forsvaret endnu mere massivt og den arme stakkel der bare antydede, at jeg skulle være en dårlig mor, havde mistet min tillid, og blev i min hukommelse arkiveret under ”f” for fjender, måske endda ”farlige fjender”.

Alt dette bare fordi vi ikke har haft forstået hinanden. Bare fordi vi har reageret på en lille ting, der er blevet sagt eller gjort, isoleret fra den store sammenhæng, som vi egentligt mente det. Bare fordi jeg ikke er blevet hørt, for det jeg i virkeligheden mente, og fordi jeg ikke har lært at udtrykke det.

Mine ord, mit sprog, hvad jeg siger og måden jeg siger det på, bliver på denne måde, enten et redskab der skaber et nærvær og en rummelighed i samværet, eller et redskab der adskiller og forkramper et samvær.

Når jeg er sammen med andre børn eller voksne er der kun et sted jeg kan ændre på situationen, og det er igennem opløsning af mine egne forsvarsværker hos mig selv, så jeg kan opleve mine følelser.

Opleve mine følelser så jeg kan erkende dem, og nulstille dem, inden de har forført mig til en uhensigtsmæssig handling.

Først her, på dette tidspunkt, er jeg i harmoni til at se, hvad der i virkeligheden sker i samværet, og iagttage den anden i samværet, se og høre hvad de i virkeligheden udtrykker, i stedet for det jeg tror, de vil sige.

Først på dette tidspunkt begynder jeg at se den anden, først her kan jeg lytte og høre, hvad de også siger imellem linierne.

Jeg begyndte at opleve i helheder, frem for i enheder. Jeg opbyggede evnen til at fordybe mig i detaljer, uden at lade mig forgabe eller begrave mig i dem. Enkeltheder kom til at fremtræde som supplement til helheden, styrkede den og gjorde helheden tydeligere og mere meningsfuld.

De oprindelige signaler – hovedemotionerne – styrker glæden og selvværdet når der handles på dem. J

Sådan vil jeg gerne have det.

Jeg står udenfor døren, ind til småbørnsgruppen. Jeg hører hvordan kurvene bliver skubbet hen af gulvet, bilerne bliver ført hen over legekomfuret og børnene kommer med deres lege-lyde i forskellige tonelejer. Stemningen tyder på aktivitet, uden at nogle er for hektiske.

Forsigtig åbner jeg døren, så den ingen knirkelyde giver fra sig. Naturligt, stille og let bevæger jeg igennem lokalet og nikker en velkomsthilsen til mine kollegaer. Børnene er heldigvis så optaget, at deres leg er vigtigere end min tilstedeværelse. Jeg smiler ved mig selv og tænker: ”Det er sådan jeg gerne vil have det, nu er der hul igennem til et harmoni-øjeblik. Hvert enkelt barn har det så godt, at det kan lege frit imellem de 11 andre på 25 kvadratmeter, uden at skulle skrige i vrede eller græde i utryghed. De har fart på uden at støde ind i hverandre, de bytter legetøj uden at ville besidde, de kan udtrykke deres mening uden at lave overgreb og de kan grine uden opfordring.” Yes”, så er det bare vores opgave, som pædagogisk personale at bevare den stemning, og gøre hvad der skal gøres for komme tilbage til den, når den brydes.

Jeg gentager – når den brydes – for det gør den. Det harmoniske paradis, er endnu ikke kommet til jorden på fuldtid, men derfor kan vi godt tilstræbe at skabe så mange harmoniske øjeblikke som muligt. Dels fordi det er godt for børnene, men også fordi det er godt for mit arbejdsmiljø. Når jeg siger harmoni, skal det ikke forveksles med stilstand eller passivitet – tværtimod – men nogle gange kan det være nødvendigt, at nulstille et øjeblik med stilstand og skabe passivitet, for at kunne køre videre i et andet gear.

Jeg skal kunne styre og guide en flok lopper, som en småbørnsgruppe er, uden at skælde ud eller blive sur. (Hvis din småbørnsgruppe ikke er en sæk lopper, er der noget alvorligt galt!). Jeg skal på en eller anden måde, få mig formidlet så alle små og store menneskevæsner forstår mit budskab, efterlever det, fordi de gerne vil det – ikke fordi de skal det.

Harmonien bliver også nødt til at blive brudt, for at skabe udvikling og forandring. Konfrontationer og grænser skal læres af både børn og voksne, men det er forsat den voksnes opgave at formidle måden, hvorpå det gøres. Det er vores sociale kompetencer, der afspejles i børnene – og de efterligner meget præcist.

Voksne ved dit og dat?

Årsagen til at harmonien brydes og ikke lige kan genskabes kan have alle tænkelige grunde. Om det har noget at gøre med det ene, det andet eller det tredje barn, med de voksne, med omgivelser, med fysisk utilpashed eller noget udenfor institutionen, forbliver ofte gisninger. Jeg har ofte ønsket at en facitliste fulgte med hvert barn, så vi kunne sikre os at vi gættede rigtigt, men det er endnu ikke gået i opfyldelse. Tit giver vores empati og erfaring os en ledetråd, så gør vi noget, og hvis det virker, kan vi sige det var derfor – måske.

Derfor vil jeg gerne dreje den tradition, der er blevet skabt, at vi ved hvorfor dit og dat. Selvfølgelig må vi gerne vide og forstå, men det kommer først frem som et resultat, når vi har set efter i opmærksomhed (observeret) og forholdt os til de facts, som der reelt er.

Det er enkelt at sige at pigen græder, fordi hun faldt over trillebøren. Men hvad gik der forud, var hun på toppen eller var hun sulten, træt og frys? Legede hun med trillebøren, eller var det noget rod andre havde efterladt? Hvis det var det sidste, hvem af de voksne havde set det uden at gøre noget ved det?

Gå i dybden efter facts, hvis det er en forklaring du går efter.

Der er også den mulighed, kun at forholde sig til oplevelsen og barnets version af den. Hun græder og søger hun hjælp, så skal hun selvfølgelig trøstes. Hvis hun ikke søger hjælp, men helst vil græde for sig selv, så respekter dette – det tyder på en stor evne til selvomsorg, så lad være med at skabe mistillid til den.

Skælder hun børen ud er det vel også i orden, det vigtige er at spejle det, som hun ønsker, at udtrykke. Derfor nytter det ikke at fare hen og samle et barn op som er faldet, uden at vide om det reelt har brug for hjælpen. Det, der nytter i forholdet til barnets selvværd, er at vejlede barnet til selvomsorg, til at håndtere smerten, nederlaget og komme videre.

Vi skal se efter barnets følelsesmæssige behov, og lade dem få konsekvensen af deres egne handlinger.

Gør vi det, og gør vi det rigtigt, finder de selv løsningen og måden de vil gøre det på.

Første gang et barn skal kravle baglæns ned af en trappen, må det selv finde ud af at flytte benene og armene så balancen vedligeholdes. Det har ingen glæde af, at vi forklarer, at det skal bøje i højre hofteled og støtte med venstre albue, men det opfatter meningen og stemningen når jeg siger, at det skal komme hen mod mig, og jeg ellers lige står klar med en hjælpende hånd, hvis foden glider lidt for langt.

Den voksne må lære at skelne imellem andres behov og egne signaler, for at kunne navigere følelsesmæssigt, og friholde sig af al for megen bedømmelse og selvfordømmelse. Hovedemotionerne er ens egne signaler, så derfor er det vigtigt at være opmærksom i noget nyt, markere sig, drage omsorg for sig selv og turde leve sin egen skabte glæde.

Denne hjemmeside er i tilblivelsesfasen