Velkommen til 4. del af 

Følelserne i den pædagogiske hverdag i vuggestuen

 

 

 

Måden at gøre det på i vuggestuen

 

af Mette Petersen

Motivationer for kommunikation.

Trine var næsten 2½ år, og det var én af de dage, hvor Trine flere gange kom hen til de voksne. I garderoben om morgen havde hun klynket, holdt om sine forældre og med pivestemme signaleret, at de ikke måtte gå. Til sangleg er hendes bevægelser slatne og hun er kun med på opfordring. Da den frie leg begynder, finder Trine snart 2 lidt yngre piger, der bliver hendes farlige dyr, og hendes stemme dirrer af kraft og bestemthed.

Da vi sidder ved frokostbordet, viser Trine, at hun ikke kan lide maden; men da hun har siddet lidt og set på de andre, glider der alligevel noget ned.

Senere på dagen, kommer hun flere gange og vil op, og det ser ud til, at hun keder sig; men på et tidspunkt siger hun alligevel ja til tilbudet om at tegne. Papiret bliver placeret, de rette farver fundet, og så kommer pivestemmen og opgivenheden frem igen. Jeg sad ved bordet og lavede noget andet med mine hænder, og på bedste neutrale vis forsøgte jeg at appellerer til hendes egen fantasi, ved at sige: ”Har du lyst til at tegne noget du godt kan li’?” Hun kigger på mig og siger ”du tegne”. Ved det spørgsmål gispede jeg lidt og modtog et følelsesmæssigt signal, indeni i mig. Jeg oplevede min grænse var nået. Det virkede helt upassende for mig, og mit svar blev: ”Neej, det skal være din slags tegning, jeg laver noget andet end at tegne.” Hun kiggede på mig, og så mut ud.

Det virkede stærkt på mig, for pludselig så jeg formentlig noget af Trines indre sandhed for mig. Det, som jeg det meste af dagen havde oplevet som grænseoverskridende, manipulerende og opmærksomhedssøgende, var måske alt sammen et forsvar for, at Trine ikke syntes hun var dygtig nok, og sammenlignede sig selv med sine omgivelser.

Et kort øjeblik så jeg konsekvensen, ved tanken om, hvis jeg havde sagt ja til, at tegne for hende, så ville hun ha’ glædet sig over at kunne prale med noget, som hun havde fået andre til at lave, og den ros, der kunne komme ud af det, ville ikke være plantet i hendes eget indre.

Min opgave var nu, at få skabt mulighed for en sand impuls, fra hende selv. Mit næste træk hed: ”Mener farverne, der er noget du skal tegne?”

”Ja”, lød det pludselig, og de blev kastet mod papiret.

Den næste ½ time var fuld af tegneaktivitet, hvor der blev produceret det ene kunstværk efter det anden.

Er det muligt, at en 2-årigs følelse af selvværd og oplevelsen af sig selv, allerede på nogle områder kan være erstattet, af troen på at andet eller andre i det ydre har mere værdi?

Mit personlige svar er desværre ja.

Ikke fordi nogle ønsker det, men fordi det er en konsekvens af vores nuværende livsstil og livserfaring.

Mine iagttagelser, både hos mig selv og hos voksne, er at det kan ske endnu tidligere. Kendskabet til emotionen vrede, kan blive fordrejet meget tidligt, når grænserne imellem barnet og omverden bliver udforsket.

Signalerne.

Der var kun en måned til Lars blev 2 år, og han sagde endnu ikke jeg, om sig selv, men ”La’ ha’”, eller ”til La”. Hvor han var i sin udvikling, eller om det havde noget at gøre med at hans forældre ikke er danskfødte ved jeg ikke, men hans sprog blev nogen gange ikke opfattet, som han mente det.

En dag sad Lars ved bordet, fuldstændig optaget af at tegne cirkler overalt på papiret. Papiret var i A3 størrelse, og cirklerne var på størrelse med mønter, så der kunne være rigtig mange. Alle farver var brugt, både den røde, den grønne, den blå, den orange og gule. Fingerspidserne blev helt hvide, da han holdt på farvekridtet, og munden var bare en tynd streg i ansigtet. Lars’ vejrtrækning blev overfladisk og tilbageholdt, da han måtte rejse sig op, for at lægge kræfter nok i tegningen.

Katastrofen indtræder, da en jævnaldrende dreng tilsyneladende gerne vil hjælpe til, og også begynder at tegne på Lars’ papir. Lars forsvarer sit territorium ved at angribe, og da den anden dreng endnu ikke har lært at være konfliktsky, men også angriber, er en hanekamp startet i løbet af et splitsekund. Både tænder og negle blev taget i brug, inden vi voksne kunne nå at beskytte dem.

Til sangleg løber Lars straks hen og gemmer sig på madrassen, han smider sig, og er ikke til at motivere til fællesskabet. Han siger ikke engang nej, men udtrykker sig igennem lukkede indadvendte lyde, som nnnneeh. Uden ord, nægter han at ha’ hue på, da vi går ud, han smider den bare på jorden. Han vil ikke ha’ sutsko på da han skulle ind, og til middagen sætter han sig på stolen, men langt væk fra bordet, med krydsede arme og ben. I min naivitet troede jeg, at jeg lige kunne skubbe ham ind, men han reagerede som en flitsbue og blev stiv som et bræt.

Da han endelig falder i søvn over middag, spjætter hans spinkle lemmer, og åndedrættet er uregelmæssigt og overfladisk.

At Lars kæmpede for at finde sine grænser, kunne jeg se, men vreden holdt ham samtidig væk fra de andre og gjorde ham nærmest utilnærmelig. Selv i søvnen kæmpede han.

Derfor må jeg, som opdrager, vide med mig selv hvad vrede er. Jeg må forløse det forsvar der skygger for den sande vrede. Vrede er ikke træthed, stress og besværligheder. Træthed, stress og besværligheder er langt oftere en konsekvens af ikke at ha’ handlet på det følelsesmæssige signal, der opstår når mine grænser overskrides, nemlig vrede. Børn ved godt hvornår de oplever vrede, men bliver de ikke imødekommet og vist en måde hvorpå vrede kan udtrykkes i kærlighed, opstår et forkvaklet forhold til denne vidunderlige og konstruktive emotion.

Tomas og Per, som begge er knap 2 år, leger. Per kommer for tæt på, og Tomas skriger.

Jeg ser på Per for at fange hans opmærksomhed, og siger med almindelig stemme: ”Stop, Tomas vil ha’, at du går lidt væk.”

Tomas tager markeringen til sig og svarer prompte: ”Stop, stop.”

Senere samme dag.

Søren, som også er næsten 2 år, rejser sig pludselig op foran Tomas, og siger en høj lyd. Tomas siger straks klart og tydeligt: ”Nej.”, men Søren lytter ikke til Tomas’ signal og episoden udvikler sig alligevel til angreb.

Dagen efter leger Tomas og Per sammen igen, ude i sandkassen. Per giver en skovl til Tomas og han svarer respektfuldt med lys og blød stemme:” Tak.”

Lars sad ikke så langt derfra og havde bygget en bondegård. Tomas kom forbi tydeligvis interesseret, og han udbrød:” Ih”.

Jeg håber, Lars fik hjælp til at imødekomme invitationen fra Tomas, og en ny relation kunne opbygges. Grunden til Lars’ vrede kender jeg ikke, men jeg kan jo godt udføre den rigtige handling, uden at kende årsagen til det oprindelige problem.

Konfliktløsning er ikke bare at stoppe kampen, men også at den nærværende voksne lægger mærke til, hvor åbningerne til forsoningen er, og sørger for at være mægler imellem parterne, således at deres indre fælles erfaringsgrundlag, kan ændre og udvikle sig.

Trine, som jeg omtalte tidligere, oplevede jeg grænseoverskridende i hendes adfærdsmæssige udtryk, men det er min klare oplevelse, at hendes emotionelle signal, var angst. En angst for at blive stillet overfor nye opgaver og udfordringer, angst for at gå ind i nye udviklingstrin, som indebærer endnu mere.

Min opgave blev i dette tilfælde, at vise Trine en vej til oplevelsen af indre tryghed, i stedet for, at søge bedømmelse af præstationer i det ydre.

Børn ved godt hvornår de oplever angst, de bliver straks super opmærksomme, ligesom et dyr ville være, men bliver de ikke imødekommet og vist en konstruktiv måde at takle den på, opstår en skyggeside med usande forestillinger, og grundlaget for dobbelthed er lagt.

Børn vil gerne samarbejde og så længe vi taler sammen med dem – i stedet for til dem – går det rigtig godt – også selvom de ”kun” er 11 måneder gamle.

Vi stiller for store krav, når der er ”støj på” samarbejdet. Børnene stiller for store krav til mig, hvis de alle skal trøstes på en gang, og jeg stiller for store krav til dem, hvis jeg vil have ro, fordi jeg har hovedpine. I gruppedynamikken må individet følge gruppens flow. Det betyder, at der forsat kan tages hensyn til individet, men af og til må den enkeltes behov vige for fællesskabets. De fleste steder skal der spises og soves på det samme tidspunkt, for det er ikke praktisk muligt at have frokost fordelt på 12 forskellige tidspunkter. Jeg er nu også tilhænger af det første. Det er en æstetisk oplevelse, at nyde et måltid mad sammen med andre.

De faste spise og sove tider, fremmer en fast rytme hos børnene, så mange diskussioner undgås. Ro, renlighed og regelmæssighed er et godt supplement til en hverdag med mange stærke sanse indtryk. Roen gør det nemmere for barnet at forvalte og integrere sine oplevelser, renligheden kunne jeg tænke mig blev fortolket som rene råvarer, og regelmæssigheden skaber et trygt fundament, til at kunne håndtere afvigelserne på. Det er trygt at vide at mor og far altid kommer igen, men det er også spændende når bedste henter en gang imellem.

Nedsat samarbejdsvillighed.

Harmonien brydes når der ikke er tilstrækkelig samarbejdsvillighed børn og voksne imellem. Modsiger barnet samarbejdet har det sikkert en god grund, og kan den ses og imødekommes, er det jo fint. Hvis det er tørst, der hindrer samarbejdet, skal der jo ikke mere end et glas vand til, er det kulde kan en trøje eller et par sutsko gøre det. Problemet opstår når jeg ikke kan se årsagen – og så starter gættekonkurrencen.

Jeg bruger så udelukkelsesmetoden og afprøver systematisk fysisk og følelsesmæssige områder. Jeg nævner dem her i prioriteret rækkefølge: ren ble, tørst, for koldt tøj, for varmt tøj, sult, træthed, yndlingslegetøj, andet legetøj, tæt på en voksen, plads til at være for sig selv, udeleg, indeleg, være tæt på sin ynglingsven, spille musik, synge, læse bog og – få flere øjne på problemet, spørge mine kollegaer om hjælp.

Alligevel kan det være, at det ikke lykkes, og at det måske handler om tandsmerter eller indkøringsbarnets sorg/angst over det nye liv uden far og mor i vuggestuen. Tilbage har jeg kun to muligheder. Et, at ringe barnet hjem, eller vurdere om, at det der er så svært, kun kan læres i vuggestuen og det derfor er bedre, at blive der lidt endnu – og gå i gang med at lære det, end at udskyde og forhale smerten.

Til den sidste form for ”ked af det”-hed kan jeg kun stille mig til rådighed, så godt jeg kan. Jeg kan ikke fjerne den ubehagelige oplevelse, men jeg kan være et følelsesmæssigt plaster på såret, hvor jeg tydeligt viser at jeg står til rådighed for knus og a’en på kinden.

At stå til rådighed har hos mig, flere varianter. Jeg kan gå med barnet på armen eller på hoften, og det får lov til at være så tæt på mig som overhoved muligt (afhængig af barnets vægt og min rygs styrke). Jeg kan holde barnet i hånden, og det får lov at følge mig i alt hvad jeg ellers foretager mig, uden at give slip. Jeg kan sætte barnet i en klapvogn eller en barnevogn, og jeg tager vognen med mig i alt hvad jeg laver, så jeg aldrig er mere end 50 cm væk. Jeg forestiller mig et psykisk usynligt bånd imellem os, således at nærværet opretholdes, selvom den fysiske afstand øges.

Når der begynder at være flere minutters pauser i gråden, kan jeg være i samme rum som barnet, og aldrig gå mere end 2 meter væk. I takt med at pauserne i gråden bliver længere og længere, begynder jeg også at øge afstanden imellem os, samtidig med at jeg synger så barnet kan høre, at jeg er til stede. Når gråden kun optræder engang imellem, vil jeg kunne stå i den anden ende af lokalet, skabe øjenkontakt og med min stemme berolige barnet i at jeg stadigvæk er der, og er på vej hen til det, hvis det er det, det behøver. Jeg behøver ikke at smide alt hvad jeg har i hænderne, for jeg har skabt den tætte grundlæggende kontakt, så barnet kan stole på at jeg er der. Det kan godt håndtere at ”hjælpen er på vej”, for nødråbet er blevet hørt.

Barnet har gjort de første erfaringer i at have tillid til omgivelserne, og i at ønsket om nærvær bliver opfyldt. Det kan begynde at lave behovsudsættelse, som vil være det næste udviklingstrin, det skal stræbe efter.

Jeg har god erfaring med, at sætte de små op i barnevogne i 5-10 minutter. Det er et sted, hvor de ikke skal forholde sig fysisk til de 11 andre lopper på stuen. Der er sikkert og trygt, og der er en kanon udsigt og underholdning på 1. række.

Når børnene lærer at dette også er en mulighed, kravler eller går de selv hen til vognen og vil op, når de har behov for det. Hvis der også ligger en sut, kan den jo være dejlig at samle kræfter ved i nogle minutter.

At være lidt alene, at udtrykke behovet for distance, er at udvise stor omsorg og respekt for sig selv.

Følelserne er i spil hele dagen i en daginstitution. Specielt følelsen vrede bliver både brugt og misbrugt når ønsker, behov og konflikter bliver udtrykt. Det at guide børnene igennem signalet vrede, kan hurtigt ende i brug af magt og kontrol eller i afmagt og laden stå til, medmindre omsorgspersonen er opmærksom og kun forholder sig til facts, uden gætterier og bedømmelser.

Små børn bevæger sig det meste af tiden fra noget kendt til noget nyt og ukendt, som så når det bliver undersøgt bliver genkendeligt, og en ny proces ud af det kendte og ind i det ukendte gentages igen og igen indenfor alle områder af livet. Signalet angst opstår når vi står i noget nyt, som vi ikke kender udfaldet af og handlingen er at være opmærksom. Har omsorgspersonen en forestilling om angst, og håndtere den ved at blive sur, negligere den og/eller dramatisere den, læres barnet at lytte til den voksne i stedet for til sig selv – og en ubevidst frustration grundlægges.

Når et barn starter i institutionsverden bliver alle tre grundemotioner aktiveret, og de 11 måneder gamle børn reagere ofte med gråd. Vi ved, at handlingen på angst er opmærksomhed, handlingen på vrede er at markere sig og handlingen på sorg er omsorg og, om de græder pga. angst, vrede eller sorg kan de ikke fortælle os, så vi må se på facts.

Står de i noget nyt de ikke kender udfaldet af? Ja, hvis de aldrig har været sammen med 11 andre jævnaldrene før, viser signalet angst sig.

Bliver deres grænser overskredet? Ja, hvis der kræves for meget eller for lidt af dem, bliver barnet underkendt og signalet vrede viser sig.

Bliver de udsat for en eller anden form for tab? Ja, hvis de altid har været sammen med de nærmeste omsorgspersoner, og disse pludselig forsvinder ud på arbejdsmarkedet, viser signalet sorg sig.

Barnet skal afvænnes det kendte og tilvænnes det ukendt.

Barnet går fra at kunne selv i det kendte, til ikke at kunne selv i det ukendte.

Barnet kan gennemgå denne til/afvænning med de voksnes støtte, når den voksne hjælper barnet med at være opmærksom, hjælper det med at sige til og fra, og hjælper det med at være omsorgsfuld, ved f.eks. at trække sig lidt for sig selv, gerne med en bamse, en nusseklud eller en sut.

Nogen gange responderer barnet med det samme på vores handlinger og stopper gråden, nogle gange gør de ikke. At de ikke tier stille med det samme, betyder ikke nødvendigvis handlingen er forkert, men kan være en lære til den voksne i tålmodighed, forvirring, afhængighed af ”gode” følelser og/eller kontrol.

Lærer barnet at være opmærksomt, skaber det sin egen indre glæde.

Lærer barnet at dets grænser bliver respekteret, skaber det sin egen indre glæde.

Lærer barnet at det kan ”trøste” sig, bliver det tillidsfuldt og det skaber sin egen indre glæde. Får barnet lov til at have sin glæde i fred, og ikke hele tiden skal glæde sine omgivelser, udvikler det sin egen indre kærlighed (tillid og respekt), som vil smitte af på omgivelserne.

Første dag i vuggestuen, var Erik super glad og legetøjet blev revet ned fra hylderne. Han var knap fyldt et år og det gik betydeligt hurtigere at kravle end at gå. Engang imellem kiggede han sig lige omkring og grinede til både forældrene og mig, der sad nogle meter fra ham.

Anden dag startede ligeså godt som den første, og jeg blev enig med moren om at hun skulle gå en tur, mens jeg ville forsætte med at skabe en tilknytning til drengen. Ca. 20 minutter efter hun var gået begyndte Erik at kravle mod døren og gav høje skingre skrig fra sig. Jeg havde forståelse for hans utilfredshed, men blev usikker på om det jeg gjorde var godt nok, for hans skrig var så gennemtrængende. Jeg forsøgte at gå med ham på armen, men han vred sig og ville ned igen. Jeg fandt nogle klodser frem og afledte ham i flere minutter, før han igen trak mod døren. Jeg fandt hans sut frem, som han straks tog imod og han rakte sine arme frem imod mig, så jeg kunne tage ham op. Han græd forsat, men han havde valgt mig og han viste mig sin tillid til mig. Den første tilknytning var skabt.

Tredje dagen græd Erik, da han så mig og moren måtte blive et stykke tid, indtil han blev optaget af noget spændende legetøj. Han græd da moren gik, og opholdet imellem gråden var ikke særlig lange. Den eneste bekræftelse jeg fik, var at han gerne ville være i nærheden af mig.

Fjerde og femte dagen lignede den tredje, men opholdet imellem skrigene blev længere og længere. Erik var også flere timer i institutionen og blev præsenteret for de forskellige gøremål i løbet af dagen.

Hans sårbare områder var tydeligvis, når jeg skulle bruge mine hænder til andet eller når vi skulle forlade stuen. Jeg forsøgte at gøre ham opmærksom, ved fortælle ham, hvor jeg var: ”Jeg er her ved døren – jeg her på badeværelset – jeg er her ovre i hjørnet, og efterhånden kunne Erik stole på at jeg altid var i nærheden. Jeg bestræbte mig på, at respektere hans grænser, ved læse hans evne til at samarbejde. Den første dag viste han sin nysgerrighed for stuen, så den dalende interesse havde sandsynligvis noget med tryghed/utryghed at gøre. Derfor måtte institutionsdagens længde tilpasses således, at han fik mulighed for at være i det utrygge, i så tilpas kort tid, at han kunne stole på mig som beskytter af hans ressourcer og han ikke fik lov til at ”gå i opløsning”; samtidig med at jeg stolede på, at han kunne klare afvænningen fra forældrene med min støtte. Jeg bestræbte mig på at imødekomme hans tillid til mig, ved at opfylde hans behov for trøst, nærvær og selvfølgelig de fysiske behov som mad og søvn.

Jeg måtte sætte mig op til, at være så forenet med min egen opmærksomhed, min egen respekt og min egen tillid, at jeg kunne overføre den stemning til vores relation. Vores samvær blev en psykisk enhed, hvor jeg som den voksne, havde ansvaret for hvordan den fungerede.

Erik var lige ved at få mig ”helt ud i tovene”, fordi hans skrig aktiverede en afmagt. Jeg kunne ikke fjerne hans ubehag og jeg forestillede mig, at jeg ikke var god nok til mit job. Jeg valgte at se på mig selv i relationen, i stedet for på Erik.

-          Jeg fik mig tilbage i mit balancepunkt ved at være opmærksom og se de facts, der var på en tilknytning.

-          Jeg markerede mig overfor mig selv og fik klarhed på, at jeg ikke skulle fjerne Eriks ubehag, men hjælpe ham igennem den.

-          Jeg besluttede mig for at satse på, at jeg var kompetent til mit job, og da jeg fik lidt jordforbindelse, oplevede jeg styrken og tilliden i mig. Selvfølgelig kunne jeg guide Erik – det var jo lykkedes med Jan, Ole, Tom, Per og alle de andre.

-          Jeg skulle bare ud af mine egne forsvarsværker, så var der ”hul igennem” til et samvær i kærlighed.

Jeg kan vælge, hvilken måde jeg vil gøre det på – jeg har altid et valg.

Gensvar der skaber konflikt.

Gensvaret spejler, hvordan samarbejdet er, og er samtidig pejling på, hvordan samarbejdet vil fortsætte. Svarer jeg bebrejdende og anklagende, har jeg lagt i kakkelovnen til en konflikt. De mindste har nemlig ikke nået, at lære at ”tage hensyn” eller være søde. De har måske lært at udsætte deres behov, hvis de får en gevinst ud af det – det vi til daglig kalder tålmodighed, men ligefrem at ”please” den voksne kommer først senere. Det er først ved 3-5 års alderen, at de kan huske andres behov og sætte sig i en andens situation. Derfor vil der være kontant afregning inden for de næste timer, hvis adfærden fortsætter. Barnet vil nok i første omgang bare undgå kontakt og forsætte sin leg eller løbe væk – det voksne hader, fordi de føler sig ignoreret og kalder det ”de hører ikke efter” eller ”er frække” og ”ulydige”. I den forbindelse er det nok allerede glemt, hvem der i første omgang ikke var lydige og hørte efter, hvad der blev fortalt.

Barnet kommer altid med et varsel. Det kan være et blik, en lyd og/eller kropssproget der fortæller – dette er ikke i orden. Desværre er vi voksne ikke opdraget til at se efter disse små tegn og tage dem alvorligt; ofte må barnet råbe meget højt og demonstrativt før den voksne tager sig af det, og risikoen for at barnet stemples som besværligt, er allerede til stede.

Så barnet har tre muligheder:

-          at gå ind i kampen med en vinder indstilling,

-          en taber indstilling eller som

-          konfliktløserekspert.

Af disse adfærdstyper har barnet mulighed for at udvikle sit ego,

-          ved at blæse det op,

-          udviske det i skyld og skam og/eller

-          blive en diplomat udi at charme og gøre sig til, således at den voksne bliver ”varm om hjertet” og bruger et mildere sprog.

Under alle omstændigheder har barnet tilsidesat sig selv og taget en bid af selvværdet, for de grænser det i første omgang udtrykte, blev ikke respekteret. – ikke fordi barnet bevidst har ønsket at tilsidesætte sig, men det kunne jo ikke lade være med at samarbejde. Barnet har ingen muligheder for at nægte samarbejdet, dets basale behov for voksne er for stærkt. Overlevelsesinstinktet tvinger barnet til at finde en løsning på konflikten, for det kan ikke ”forlade flokken”.

Så om vi vil det eller ej, lægger vi voksne, kimen til hvordan fremtidens frø kommer til at se ud. Det er din og min adfærd børn efterligner og tager med sig videre i livet. Som voksne, er de måske blevet så kloge, at de kan skelne imellem konstruktiv og destruktiv adfærd, så dem er jeg ikke nervøse for. Min bekymring ligger hos skolebørnene og teenagerne, som kan nå at sprede en del kaos og rav i den, inden de finder ud af, at de har det ad h til og at der trænger til, at blive sat kontanter ind på deres selvværdskonto.

Derfor er det at opdrage børn, det vigtigste job i verden. Forældre har gennem alle tider vidst, at de skulle sikre fremtiden gennem børnene, men jeg oplever at tiden er inde til, at vi også tager stilling til hvordan og på hvilken måde vi gør det, ikke bare fysisk, men i høj grad også emotionelt. Jeg ønsker en fremtid, hvor følelser kan bruges til at navigere efter, og ikke bare er besværlige vedhæng, der skaber frustrationer, stress og mental ubalance.

Vi har jo lært at ingen børn er umulige, det fortæller alle fagbøgerne os, og det ved vi, når vi selv er i overskud og kan se det hele fra oven. Det ændrer ikke ved den kendsgerning, at nogle gange har nogle børn – og voksne – en adfærd, der opleves som ubehagelig og grænseoverskridende, så det bliver tilsyneladende umuligt at håndtere. Jeg bruger ordet tilsyneladende for at lægge vægt på, at ethvert problem har sin egen løsning, men hvis jeg fokuserer på den umulige del af problemet, lukker jeg af for andre måder, at gribe det an på.

Nogle gange lykkes det, ved at tale med barnet og i få tilfælde forældrene om det, men i bund og grund, er det min måde at imødekomme barnets signaler på, der løser problemet. Min evne til at læse, hvad barnet i virkeligheden fortæller mig. Se ind bag forsvarsværkerne og imødekom det sande behov.

Indrømmet – det kunne mange gange være nemmere at se og høre hvad budskabet er, det kunne være ønskværdigt nemmere at bevare roen og overblikket i den akutte situation. Men at det er besværligt, fratager mig ikke ansvaret for, at jeg er den voksne og det er mig der skal sætte dagsordenen, for hvordan vores samspil skal være – også selvom barnet kun er 10 måneder, 1½ år, 4 år eller 12 år.

Den voksne vil sikkert gerne være tillidsfuld, men respekten må være på plads. Det er ikke muligt at være i tilliden, hvis grænserne ikke bliver respekteret.

Det første det kræver, er at lære at være på forkant med situationerne. Jeg måtte lære at være på forkant med hændelserne, ved at se signalerne på at balancen og freden var i fare. Fornemmelsen af øv, det var ubehageligt, eller ikke O.K., et hmmm – hvad var det? Spidse ører som en hund, der vejrer om der er fare på færre. 

Disse fornemmelser skal der tages hånd om – lad være med at bortforklare dem, undgå at gå i panik eller give andre skylden. Signalerne er ikke blevet dig givet for at det skal være synd for dig, gøre ondt eller påføre nogle lidelse. De opstår, som et behov for at stoppe op, nulstille og tage bestik af situationen.

Bliver de fejet ind under gulvtæppet og snakket væk oppe i hovedet, opstår der nye signaler, ofte som fysisk ubehag eller såkaldt sygdom.

Bliver du ved med at fortrænge stop-signalet, vil du med tiden betvivle dine oplevelser og tro på, at det er dig, der er noget galt med. Det er den sikre vej mod nedsat selvværd og på længere sigt stress og udbrænding.

Handler det om det psykiske arbejdsmiljø, børn og voksne er i, mange timer om dagen, så kommer sikkerheden i første række – safety first! –en destruktiv adfærd skal ikke først bevises eller fornægtes, i håb om at det forsvinder af sig selv. Så skal den afværges, stoppes og drejes tilbage på rette spor på en respektfuld måde. Et nej er et nej – lige meget hvilken aldersgruppe vi taler om. I samfundet er der en tendens til, at et nej betyder at en forhandling kan begynde. Stop den tendens. Nej - er en hel sætning.

Så lad dig ikke styre af hensynsbetændelse og behovet for at være sød eller vellidt. Stil de ubehagelige og ukorrekte spørgsmål til dig selv og dine kollegaer, så din intuition har et materiale at arbejde med.

Nu er der måske nogle der tror, at jeg kun taler om opdragelse af børn, nææh, det er faktisk også kollegial supervision jeg hentyder til, for al opdragelse starter i personalegruppen.

Den universelle grundregel siger, at den eneste jeg kan ændre på her i verden, er mig selv. Jeg kan inspirere og opfordre til holdningsændringer, til adfærdsændringer og ændringer af vaner hos andre, men jeg kan aldrig gøre det for personen, lige meget om de er 10 måneder eller 47 år.

Det er nok noget af det sværeste, at få integreret i den pædagogiske verden, for det gamle frelser gen, ligger dybt begravet i samfundets celler. Det at blive glad af at have gjort andre glade, kan blive til en falsk tilførsel af selvværd. Den holder ikke i længden, for i det øjeblik at der vender surhed og irritation tilbage, falder oplevelsen af ”at være noget værd” sammen. Motivet for ”at arbejde med mennesker” må ændre sig, og det er ikke længere nok at være pædagog fordi man ”elsker børn”.

Det handler ikke i sig selv om at gøre en god gerning, det handler om, at udføre en given opgave. Viser det sig efterfølgende, at det også var en god gerning, er det jo en ekstra gevinst, men fokus skal ligge på rette sted, også selv om der må gøres op med konfliktskyhed, stolthed og fordomme.

Den voksne skal være opmærksom.

Det første den voksne skal tilegne sig er opmærksomhed. En årvågenhed og villighed til at se hvad der i virkeligheden sker, og ikke kun en del af det. Jeg kan nogle gange få bildt mig ind, at jeg jo har været sammen med børnene hele dagen, så jeg ved i hvert fald, hvordan det ene eller det andet er forløbet. Men sandt at sige, så er det, jeg har set, jo kun en film i mit hoved. Filmen for alle de andre på stuen er anderledes – børn, som voksne – har set en anden film, filmet fra andre vinkler, så jeg må enten være meget stædig eller snævert synet, hvis jeg fastholder mit ene synspunkt.

Det er her opmærksomheden er vigtig, for min film er jo forsat relevant, den skal bare ses sammen med de andres, så de kan supplere hinanden og ikke bekrige hinanden. Derfor nytter det ikke at komme på job og være distanceret. Som vuggestuepædagog skal man have et øje på hver finger og være vågen hele tiden. Der er ikke plads til at falde i staver eller være ukoncentreret i mere end et splitsekund. Egne personlige problemer og behov, skal hænge i garderoben sammen med overfrakken. Det er uetisk at lade børn være sammen med såkaldte professionelle, der går rundt i en ”osteklokke” eller ubevidst flygter fra sit ansvar ved at forlade stuen (jeg skal lige..) eller lader passivt stå til, så frustration og irritation smitter af på børnene.

Det stiller rigtig store krav til de ansatte, og derfor er opbakningen og supervision en fundamental nødvendighed, hvis teamet skal fungere. Personalet skal anerkendes, ses, høres og deres ressourcer findes og udvikles – hvordan kan de ellers gøre det med børnene?

Denne hjemmeside er i tilblivelsesfasen