Den psykiske udvikling.
I de første 2-3 år af barnets liv, danner sanseoplevelserne grundlaget for den menneskelige psyke, og det sker ved en kombination af indre processer i hjernen og de påvirker barnet får fra omverden. Nerverne er ikke færdig udviklet fra fødslen, men skaber først forbindelse til hinanden når de bliver stimuleret. En synapse (nerveende) vil kun ”gro sammen” hvis begge ender bliver stimuleret. Synapserne er i sit første stadium, en løs forbindelse. For at blive fast, skal den normalt bruges flere gange, ellers vil den gå til grunde. Så derfor er det, at børnene skal gøre ting, opleve ting og få erfaringer, ellers udvikler hjernen og nervesystemet sig ikke. Når handlingen er udført tilpas mange gange, bliver den indkodet og nerven er nu blevet til en spejlneuron. Ved hjælp af spejlneuroner kan hjernen genkende indtryk. Den fanger også når der er ukendte indtryk og reagerer på det. Det sker ubevidst, og foregår ubevidst.
Spejlneuronerne har et lager af kendte observerede handlinger, både barnets egne og andre. Når så omsorgspersonen gengælder barnets smil, vil de spejlneuroner, der registrerer omsorgspersonens smil blive aktiveret, samtidig med de spejlneuroner, der registrerer barnets eget smil. Den samtidige aktivering betyder, at de to sæt spejlneuroner bliver fast forbundet med synapserne. Der er nu blevet dannet et spor i hjernen. Der er blevet skabt en betinget refleks, så at barnet vil gengælde et smil.
Selvfornemmelser.
Ved fødslen kan barnet udføre søgerefleks, omklamringsrefleks og griberefleks. Men hjernen er i øvrigt ikke udviklet til at styre bevægelser, og kun ved at blive ved, med at prøve sig frem, bliver der dannet spor i hjernen til, at udvikle oplevelsen af kunne sutte og bevæge sig. Det er ikke bare de første oplevelser af kunne gøre, men også af at kunne bestemme og med sin vilje få noget til at ske, der giver en, formentlig, behagelig sanseoplevelse tilbage.
I den næste fase imellem 2 og 7 måneder udvikles fornemmelse for barnets egen krop ved stimuli fra andre. Når omsorgspersonen løfter, holder, pusler og kilder barnet, får barnet signaler fra sin egen krop, der sætter spor, og i og med det foregår med en anden, bliver det ”en oplevelse af at være et samlet hele”. Fornemmelsen af egen krop er en uhyre vigtig del af menneskets oplevelse af sig selv. Barnet oplever dette ”sig selv” i relation til ”den anden” i opmærksomhed. Og det er det, vi bygger videre på i vuggestuen. Vores børn er spædbørn der er blevet større, så vi skal bare forsætte med at tumle, lege titte-bøh og møde dem med glæde i øjnene. Helt op til 2-års alderen har de ingen reel oplevelse af deres krops grænser.
De kropslige kontakter er også vigtige fordi et hormon (oxytocin) udskilles i blodet, når vi bliver holdt om i et kærligt knus.
Selvfornemmelsen kan ændre sig i livet i takt med personlighedens ændring, men hvis barnet i de første år, har de grundlæggende hukommelsesspor om, at verden er tillidsfuld, på plads, kan modstand senere i livet, nemmere håndteres.
Kvaliteten af det samvær den voksne har med barnet er altafgørende for de spor, der dannes i hjernen. Samværet skal ikke bare være trygt og stabilt, men også varieres og udfordres. Lidt kendte og nogle uventede overraskelser, der ikke forskrækker, får barnet til, tydeligt at opleve, at det er en anden, end det selv. De bliver øvet i at opdage detaljer og skabe genkendelse, og er knivskarpe i aflæsningen af det nonverbale sprog, så vær autentiske i samspillet. Hukommelsessporet "nu fanger jeg dig"-legen ville jo aldrig være sjov alene. På den måde kan vi hele tiden, være med til at regulere, hvilke stemninger vi præsenterer for barnet. At putte sig, at omfavne, at lave sjov, at smile til hinanden eller kigge ind i hinandens øjne, kan kun ske ved en andens handling. Samværsoplevelserne fylder det meste i barnets liv, og ikke kun i voksen/barn relationen, men også i relationerne børnene imellem. Derfor vil den voksne i vuggestuen ikke bare sætte et spor i gruppen, med sin handling, men sætte et spor i hvert enkelt barn. Det er den grundlæggende sociale fase i livet, og den første sociale erfaring, de tager med videre i livet. Nye vaner hos den voksne, er derfor længere tid om blive integreret i gruppen, fordi aflæringen af den gamle vane, skal ske i alle individer i gruppen.
Når barnet oplever en række ens episoder i samværet, f.eks. omfavnelser, danner det generaliserede psykiske konstruktioner. Daniel Stern kalder disse konstruktioner for Repræsentationer af Interaktioner, som er Generaliseret (RIG). Det være sig både behagelige og ubehagelige konstruktioner, så både glade smil og irriterende skubbekontakt kan danne en RIG.
En RIG må fysisk svare til et sæt indbyrdes forbundne spejlneuroner, og barnet udvikler herudfra sine generelle egenskaber eller personligheden.
Hvis f.eks. den primære omsorgsperson i det første halve år er meget lidt opmærksom eller meget uberegnelig, vil barnet ikke opnå den grundlæggende tillid. Det viser sig senere ved usikkerhed og tilbageholdenhed overfor fremmede. Hvis omvendt personen er alt for omklamrende og påtrængende, vil barnet have svært ved at fornemme signaler fra sin egen krop, sine egne handlinger, og derved have svært ved at udvikle sin selvfornemmelse.
Heldigvis er synapserne løse i de første forsøg, så er det enkeltstående dårlige oplevelser, vil den ikke blive aktiveret og går til grunde i ubevidst glemsel. De gentagne gode oplevelser, vil sætte sig som gode RiG’ere.
Hvis barnet påvirkes af et sanseindtryk, der aktiverer spejlneuroner fra en lagret episode, kan en hel organiseret samling af spejlneuroner, aktiveres. På den måde kan der fremkaldes en oplevelse af den andens nærvær, selvom denne person ikke er der.
Barnet opnår den behagelige grundlæggende tillid, uden at omsorgspersonen er fysisk til stede. Det kan ske ved kontakt med sovedyr, bamser e. l og de udvikler en konstruktiv selvomsorg. Alle spædbørn allierer sig med sådanne ”fremkaldte ledsagere”. Større børn kan også uden sanseindtryk fremkalde ledsagere.
Begejstringen for at undersøge verden får rigtig fart fra børnene er omkring de 7 måneder. Legende bliver alt udforsket med øjnene, med munden, med fingrene, med benene og er det muligt, gerne med hele kroppen.
Den motoriske uro og bevægelse er en kædereaktion, hvor hjernesynapserne påvirkes og transmitterstoffet dopamin udskilles, og det giver oplevelsen af fryd, lykke og vågenhed. Når spædbarnet selv begynder at flytte sin krop, etableres mange nye faste synapser og der dannes mange nye spejlneuroner. De afspejler motorikken, fornemmelser i kroppen, fornemmelsen af rum, afstande og rækkefølge, objekters egenskaber m.m. En hel verden afspejles i hjernen. Barnet oplever, at det erobrer en hel verden. Jeg kan, jeg kan selv, er grundlaget for oplevelsen af selvværd og oplevelsen af, at livet er en succes.
Der er nerver, som afspejler de observerede episoder og objekter. Er der mange løse synapser i dette område vil det formentlig føles som en uro. Synapserne bliver først fast etablerede forbindelser, når de er forbundet til spejlneuroner. Og først da frigøres, dopamin. Derfor vil der være en urolig søgen efter spejlneuroner. Den uro kan vi også kalde nysgerrighed. Den kan vise sig ved en trang til, at følge eller involvere sig i en spændende hændelse der sker i rummet, at foretage opdagelsesrejser i garderoben, at prøve sine evner af i at trykke på stikkontakter, nærmere udforske en kammerats øjne eller andre objekters egenskaber. Opdagelsestrangen fortsætter, og nysgerrigheden bliver en vældig drivkraft i menneskelivet. Den er baggrund for engagement, interesse, opfindsomhed, videbegærlighed, forskning, måske søgen efter livets mening. Når disse bestræbelser lykkes opnås en tilfredshedsfølelse.
Spædbarnet har ingen forestillinger, det kan hente frem af hukommelsen. Det handler impulsivt og ubevidst. Barnets handlinger fremkaldes af sanseindtryk både udefra og indefra. Alle reaktioner fra underbevidstheden styres af amygdala, der er to mandelformede områder, midt i hjernen. Amygdala scanner konstant efter sanseindtryk over hele hjernen, og gør sig klar til handling. Barnet gemmer så observationer af episoder og objekter i underbevidstheden, og lægger dem på et midlertidigt lager i spejlneuronerne. Hele sanseindtrykket er for meget at gemme, så det er kun karakteristiske dele, der gemmes. Det er dem barnet kan genkende. Derimod har barnet kun få forestillinger om objekter eller episoder, der ikke er fysisk tilstede, dvs. ingen erindringer og ingen bekymringer.
Derfor tænker de heller ikke på, om de har gjort noget godt eller dårligt, de har ingen skyldfølelse og kan derfor heller ikke undskylde, hvis de skulle have gjort noget, som omgivelserne opfatter som forkert. Ved at blive ved med at skælde ud, kan barnet godt lære at få skyldfølelse, men det er faretruende for tillidsoplevelsen og selvværdet, og det tænder signalet vrede.
De karakteristiske træk ved objekter og episoder, som er gemt i barnets spejlneuroner er, at de danner et filter, hvorigennem det ser virkeligheden. Når omverdenen iagttages, vil underbevidstheden lynhurtigt anbringe nogle dele af observationen i genkendelige kategorier. Kategorierne gør det let at opfatte, hvad der observeres. F.eks. kan spædbarnet danne kategorien ”kop”, før det kender ordet. Når barnet senere lærer talesproget, vil det i mange tilfælde identificere ordet med den kategori, det havde i forvejen. Fra noget kendt, til noget ukendt, bliver i bearbejdningen kendt, og barnet er klar til at møde det næste ukendte. Ordet ”ikke” er vanskelig at sætte i en bestemt kategori, derfor kan det være forvirrende at blive tiltalt med ikke-sætninger. ”Du må ikke vende koppen om, så løber mælken ud.” Ofte bliver sætningen til, en kop – mælk – løber handling; og mit budskab nåede ikke frem, for jeg havde jo selv påkaldt kategorien løber. Hensigten var at kop – mælk – stå, kategorien skulle aktiveres, så sætningen må justeres til den rette mening. F.eks. ”du skal lade koppen stå på bordet”. Sig hvad du mener, og men det du siger.
Kategorierne er til en vis grad individuelle, og derfor er menneskers opfattelse af ordenes betydning, også forskellige. Menneskers opfattelse af den samme virkelighed er meget forskellig, fordi de har forskellige kategorier, og giver kategorierne forskellig opmærksomhed. Et menneskes erfaringsmateriale og dermed kategorier vil have betydning, for dets oplevelse af verden. Mennesker kan være så prægede af deres kategorier, at de ikke er opmærksomme på sanseindtryk, som falder udenfor deres foretrukne kategorier. Man kan f.eks. gå en tur i skoven og opfatte kategorien ”træ” uden at bemærke, hvordan træerne ser ud. På den måde kan man leve i sin egen indre åndelige verden, og lukke af for en måske farlig eller anstrengende ydre verden.
Samvær.
Barnet i kravlealderen er meget interesseret i livløse ting, som undersøges med hænderne og munden. Spædbørn, der går på opdagelse, har jævnligt brug for at komme tilbage til omsorgspersonen for at få kropskontakt. Når barnet har bevæget sig væk og modtager nye indtryk, er det nødt til at bestemme selv. I den situation har det ingen typiske sekvenser for handlinger (RIG’er) og barnet må nu gemme, de nye erfaringer i sig selv. Det medfører angst for det ukendte, at håndtere det nye selv.
Barnet må tilbage til omsorgspersonen for at tanke op og få vejledning i at håndtere angsten, således at verden forsat opleves behagelig.
Det er imidlertid muligt for barnet at have en anden form for kontakt end den kropslige, nemlig psykisk, følelsesmæssig, nonverbal kontakt. Den psykiske kontakt kan også give en fornemmelse af grundlæggende tillid.
Fra 7-18 måneder udvikles barnets efterligningskunst. Barnet og omsorgspersonen udveksler signaler med blikket og holder øje med, om de bliver gengældt af modparten. Barnet kan opfatte, hvis omsorgsgiveren har opmærksomheden rettet mod et stykke legetøj og vil rette sit blik i samme retning. Det kan også selv udvise sit ønske om et stykke legetøj, ved at række ud efter det og derved udløse adfærdsændringer hos omsorgspersonen. Karakteristiske gestus, ansigtsudtryk og øjenbevægelser hos omsorgspersonen vil lynhurtigt aktivere spejlneuronerne i spædbarnet, og den voksnes hensigt kommer til udtryk i kropssproget og i tonefaldet.
Den voksne med et grundlæggende tillidsforhold til barnet, kan derved bremse eller speede en episode op, med et anerkende blik, fordi barnet ser og vil gerne følge vejledningen. Det kan være meget gavnligt, at have denne blide form for kontakt med meget aktive og ud af reagerende børn.
Barnet har til hensigt at kommunikere. Det kan komme hen til os, udstøde krævende lyde, eller rette blikket skiftevis mod en ønsket genstand og hjælperen. Barnet oplever, at det kan udveksle indre psykiske oplevelser med andre. Det psykiske fællesskab er afgørende for, at barnet udvikler en stabil selvfølelse. Kun ved at se den anden og blive set, kan barnet opleve at det har et selvstændigt selv.
Også følelser, sindsstemninger og indstillinger bliver udvekslet ubevidst. Indføling i andre mennesker, sker ved at aflæse deres kropssprog. Kroppens holdning og bevægelse er et udtryk, for menneskets indre holdning og bevægelse. Hver eneste sindsstemning sendes videre til vore ansigts muskler.
Hjernescanninger viser, at enhver handling er forbundet med aktivitet i spejlneuroner i hjerneområder og det styrer den almene følelsestilstand. Prøv at smile for dig selv og mærk, hvordan det påvirker din sindstilstand. Når barnet efterligner en andens handling, vil det komme i en lignende tilstand som den anden. Når spædbarnet hører et andet barn græde, begynder det selv at græde.
Barnet har en oplevelse af "sig selv" og "den anden". Netop i kraft af dette selv, kan barnet opleve samværet. Det er den mest sociale periode i livet. Barnet oplever at leve i en fælles følelsesmæssig verden op til de er ca. 1½ år. Kontakterne til andre børn og voksne udvides og de følelsesmæssige samspil udvikles. Her er det specielt vigtigt at vuggestuebarnet er inviteret ind i fællesskabet og får gode oplevelser, for et psykisk isoleret barn, vil senere have sværere ved at være i menneskegrupper med fælles emotionelle oplevelser.
Kropssproget er menneskets vigtigste form for kommunikation, men vi er måske ikke opmærksomme på dette fordi det primært taler til underbevidstheden. Det har stor betydning i enhver mellemmenneskelig situation, intuitivt at erkende, hvad det andet menneskes kropssprog og blik siger, om dets ønsker og hensigter. Uden denne intuition kunne man f.eks. ikke gå på gaden uden at støde ind i folk. Amygdala skanner konstant efter sanseindtryk, vurderer kontaktpersonerne, f.eks. om vi kan stole på dem og gør klar til handling og det foregår uden vor bevidsthed. Det forklarer at mennesker ofte ubevidst reagerer følelsesmæssigt ved social kontakt og kan fornemme gode eller dårlige ”vibrationer”.
Ved personlig kontakt sker der ofte en ubevidst påvirkning fra den anden person, stemninger smitter og den grundlæggende humør tone, påvirker individet.
De voksne i vuggestuen kan sætte sig op til at tilføre fællesskabet en bevidst stemning ved en given aktivitet. Med sin stemmeføring, blød stemme, stemme med spænding, stemme med opmærksomhed, stemme med overraskelse og stemme med bestemthed, kan børnene guides ind en oplevelse, der f. eks. giver ro, sjov, mod, og/eller glæde.
Behovet for at afdække egne følelsesmæssige oplevelser og dermed opleve det psykiske menneskelige fællesskab er stort hele livet. Social kontakt er fundamental i menneskelivet. Det er ikke et praktisk eller økonomisk behov. Behovet er psykisk og bestemt af udviklingen i den spæde barndom. Alene ved kontakten i det offentlige rum kan man vise samhørighed ved gensidig opmærksomhed, i sin påklædning og hilsen, så vi har god grund til at præsentere god bevidst social adfærd for vores børn.
Bevidsthed er til stede når vi tager en beslutning. Det kan være en beslutning om at udføre eller ikke at udføre en opgave; men det kan også være en beslutning om at henlede opmærksomheden på et specielt område, eller en beslutning om at have en bestemt indstilling til bestemte fænomener. F.eks. hvis vi vil ændre en adfærd.
En beslutning er ledsaget af fornemmelsen af et selv, og derfor vil bevidstheden ofte være forbundet med selvfornemmelse. En beslutning er som oftest også ledsaget af en forestilling, om konsekvensen af beslutningen. Bevidsthed forudsætter derfor forestillinger om begivenheder og genstande, der ikke ses i det konkrete nu.
Et spædbarn lever i nuet. Indtil ca. 15 måneders alder vil barnet impulsivt udføre handlinger, når det bliver opmærksomt på den pågældende handling. Det viser sig ved at barnet udfører en handling, som samtidig udføres af en anden. – f. eks. en fælles tromme koncert før vi skal spise. Observationen af de andre børns handlinger og barnets egen handling, aktiviserer det samme sæt spejlneuroner. Når barnet er ca. 18 måneder kan det efterligne en handling, som det har iagttaget for første gang flere dage før. Dvs. det kan nu selv starte en trommekoncert op, ved at huske hvad der skete dagen før. Det betyder, at barnet må have gemt en repræsentation af den iagttagne handling og kan hente den frem som en forestilling, dvs. en erindring. Barnet må under udførelsen af sin handling sammenligne den med sin erindring. Denne sammenligning opleves formentlig som en bevidst handling, for gevinsten for barnet er jo, det herligste børnefællesskab når trommerne banker derudaf.
Når barnet forlader spædbarnsstadiet ved ca. 18 måneder og er blevet til et småbarn, kan det altså have forestillinger om objekter og handlinger, som ikke er til stede nu og her – det husker.
Det husker om det har kunnet erobre/kontrollere sin omgivelser til at gøre, eller ikke at gøre. Omgivelserne kan derfor få modspil og grænser afprøves, og det kan af nogle, bedømmes som enormt herligt og kækt og af nogle som frækhed; men barnet er i virkeligheden ved at finde ud af hvad der virker, og hvad der ikke virker.
Man ved at forestillinger om handlinger aktiverer de samme spejlneuroner som selve handlingen. Når småbarnet henter en forestilling frem, vil handlingen næsten altid blive udført spontant, og mange børn begynder et forventningsfuld grin, når vi starter en kilde-leg op.
Spontanitet kommer fra amygdala midt inde i hjernen, og centeret til selvbeherskelse og undertrykkelse af følelsesmæssige udbrud ligger lige bag øjnene.
Nerverne koordinerer lynhurtigt aktiviteten i forskellige områder af hjernen, og det giver mennesket mulighed for at udvikle komplicerede handlingsmønstre, forestillinger, begreber, tanker og symbolsprog.
Barnet går fra at genkende objekter og handlinger, til at genkalde dem. Så begynder det at kommunikere med ord om ting og personer, som ikke længere er til stede.
F.eks. kan barnet lege symbolsk, hvor dukker spiller roller som familiemedlemmer. Det viser, at barnet har forestillinger om disse familiemedlemmer, herunder sig selv. Lege med ting eller personer, der forsvinder og kommer igen er almindelige og det kan sagtens sige ”fa’ arbjd” uden at blive berørt; men det er først omkring 3 års alderen, at barnet kan sætte flere episoder samme og dermed få en fornemmelse af tid. Erindringer er rekonstruktioner. Hjernen omskriver fortiden i takt med nye indtryk og opfattelser. Erindringer skal genopfriskes for ikke at blive glemt. Gør vi det?
Betyder det noget, at genopfriske barnets erindringer fra institutionslivet? Betyder det noget om barnet senere kan fortælle sin historie, om sig selv?
Efterhånden som barnet udvikler sin forestillingsevne vil det også udvikle forestillingen om sig selv. Ved 2 års alderen, eller før, kan barnet kende sig selv i et spejl. Det kan også føle sig genert, hvilket er en form for frygt for fremmede. Når barnet bevæger sig mere på egen hånd, vil det mere og mere opleve situationer, hvor det skal handle selv. Det bliver sin adskilthed fra omsorgspersonen bevidst. Følelsen angst opstår og det ved ikke hvad det nye rummer.
Det lille barnet troede i sin begejstring, at det beherskede verden. Det begynder nu at opleve sig, som et lille enkelt individ, og at det må finde ud af verden på egen hånd. Der opstår angst for adskillelsen fra helheden, eller de personer, der repræsenterer hele verden. Der viser sig nogle gange som kriser, hvor barnet forsøger at tiltrække omsorgspersonens opmærksomhed for at få tryghed og vejledning, til at håndtere sin egen opmærksomhed.
Spisning og renlighedstræning er situationer, hvor barnet er nødt til at fornemme sine egne behov, og barnet skal finde ud af at indkode disse situationer i selvet og ikke i den anden.
Trods er en måde barnet kan håndtere det på, kræsenhed er en anden. Barnet kan også finde på at følge omsorgspersonen som en skygge, eller reagere på at de går ud af rummet.
Forestillinger, der ikke umiddelbart medfører handling, kaldes også tanker. De vil ofte være erindringer eller forventninger. En tanke opstår, ved at oplagret hukommelse hentes frem i bevidstheden. Tanker opstår ved en aktivering af spejlneuroner. Ofte vil denne aktivering være fremkaldt af et sanseindtryk. I underbevidstheden scanner amygdala konstant hjernen for nye sanseindtryk. Det udvalgte sanseindtryk vil give anledning til en association, som er en tidligere tanke, der har forbindelse til sanseindtrykket.
Herligt, at tankerne kan afledes af sanseindtryk. Hvis man kun var optaget af sine egne tanker ville man ikke kunne følge med i hvad der ellers sker. På den anden side kan det også være uhensigtsmæssigt at blive afledt, hvis man vil koncentrere sig.
Så barnet, der lever i sin egen verden kunne have gavn af flere sanseindtryk og/eller hjælp til at udtrykke sin oplevelse og association, mens det barn, der er alt for optaget af hvad de andre laver og ikke kan koncentrere sig, har muligvis brug for hjælp til at lukke af for ydre sanseindtryk, og være optaget af f. eks. fysisk aktivitet. Pudsigt nok er det ofte de sidst nævnte børn, de voksne ofte har travlt med at kalde på, give råd, ordre og bemærkninger med på vejen, hvilke bare forøger antallet af indtryk.
At lytte til musik kan fjerne ubehagelige tanker. Musikken udelukker tilsyneladende signaler, som aktiverer hjernens alarm-beredskabet. Det gør, at vi selv kan styre, hvor vi vil koncentrere vores mentale opmærksomhed. Faktisk er aktiviteten, i nogle af de vigtigste centre i hjernens alarmberedskab (først og fremmest amygdala), markant nedsat, når vi hører og nyder musik. Så benyt enhver lejlighed til at synge. Syng når børnene er urolige, syng hvis de skal vente, og lav en dansefest engang imellem.
Ord og begreber er ikke materielle, men åndelige fænomener. Et talt ord kan genkendes af en maskine, men ordets betydning er usynlig og ubegrænset. Ordet ånd betegner noget usynligt som f.eks. luftart, åndedræt eller lyd. Den frembragte tale tilhører en hel anden verden: den åndelige verden. De indre begreber og andre forestillinger, der er forbundet med talen, er det enkelte menneskes ånd, eller sjæl. Så der er god grund til at tro, at barnets egentlige motiv for at begynde at tale, er at skabe endnu mere kontakt til de voksne og gøre den betydningsfuld med sin sjæl. At tale sammen er en leg, hvor ordene hele tiden gentages og de bliver vendt, drejet og smagt på i dyb alvor. Vi har en sam-tale, og i fortællingens nærvær, kan anvisninger af behov, regler og følelser udtrykkes.
De videnskabelige forklaringer er egentlig nutidens myter og fortællinger. De fleste, der tror på videnskaben, har ikke selv efterprøvet forklaringerne, men godtager dem fordi de fremsættes af autoriteter, eller fordi de er gentaget mange gange.
Derfor anbefaler jeg dig, at tage det du har læst, med dig, som en oplevelse. Du behøver ikke at forstå synapse-sammenhænge, men hvis det har givet dig en forståelse for, at barnet ikke evner at efterleve en råbende besked på lang afstand, er budskabet nået frem. Hvis du lader være med at forstå, men blot modtager en forståelse for, den enorme aktivitet vores børn udfolder, er du godt på vej. Hvis du har modtaget forståelse for, at børns udviklingstrin ikke er så forskellige, men at måden de gennemlever den på, kan være forskellige, så har du givet dig opgaven, at rette blikket mod de ultrakorte samværsprocesser mellem barn og voksen.
Indholdet i disse kortvarige møder har betydning for, hvordan og på hvilken måde vi møder og er sammen med barnet i nuet. Det er i disse øjeblikke, vi har muligheden for at møde og følge barnets initiativer og hensigter, og understøtte barnet i dets nuværende udvikling, og dets bestræbelser mod det næste udviklingstrin. Det er som en mikroproces, hvor vi skærper evnen til, at se og sanse det, som er og sker foran os. Det er at ”fange” nuets samspil med en gestus.
”Det nuværende øjeblik har en varighed på omkring nogle sekunder”.
En gestus i forbifarten.
Dreng på 1,9 år sidder tilsyneladende fast i stolen, han kommer med lyde, der tyder på utilfredshed. Jeg kommer fra et andet rum, kigger på ham og spørger om han sidder fast. Han nikker og tier stille. Jeg spørger om han vil have hjælp. Han nikker tydeligt. Jeg giver ham en hånd, så ham kommer op – han griner og forsætter sin leg.
[2]Daniel Stern ” Det nuværende øjeblik”
