Bekymringer smitter.

”At kunne selv” styrker både barnets selvværd, og den positive spiral i forholdet til omgivelserne. Det er behageligt, at være sammen med et menneske (stort som små), som hele tiden selv har en vilje til initiativ og til løsning af problemer. Det kan være anstrengende at være sammen med et menneske, som hele tiden giver op og lader problemerne sejle deres egen sø. Småbørn er eksperter i det første. Hvis børn vidste, hvor mange gange de måtte øve sig i at lære at håndtere en kop eller få hevet et par bukser op, ville de måske opleve opgaven meget stor. Heldigvis har de endnu ikke udviklet evnen til at danne sig den slags forestillinger, så de tænker ikke over det, de gør det bare.

Voksne har lært at bekymre sig, og fylder initiativet til ”bare at gøre” f.eks. 30% og bekymringen 70% af forestillingen, har bekymringen overtaget og vil styre lysten til at leve en bekymret adfærd ud. Er det bitterhed eller trodsighed der fylder over 50% af oplevelsen, vil handlingen, der gensvare oplevelsen, være præget af bitterhed eller trodsighed.

Derfor vil adfærden først ændre sig, når over halvdelen af forestillingen er underlagt det bevidste jeg’s beslutning om at gøre noget anderledes. Det er her konfliktskyheden overfor egen adfærd kan sætte ind, og i eksempelet hvor jeg ville lære mig, at sige til forældrene at de ikke skulle gå ind på stuen med udesko på, var jeg lige ved at give op, for min lyst til ”at lade stå til” fyldte meget mere end 50%.

Det at være tro mod mine beslutninger kræver fokusering og målrettethed, og jeg lærer det kun, fordi jeg bliver med at øve mig. Det er som muskeltræning – gør det – gør det – gør det. Jeg kan ikke meditere mig til faste mavemuskler, jeg kan ikke meditere mig til at tænke i nye baner. Mental træning i konstruktive løsninger, kan optrænes på tilsvarende vis som fysisk træning, ved at gøre det; og det er skabende fornuft at blive guidet af en mentalhygiejnisk fitness instruktør.

Elementerne i at slippe den gamle adfærd, og begå sig i tillid og respekt i den nye adfærd, ligger udenfor den bogs rammer og i høj grad under det ”at være privat” (se evt. s.  ). Men konsekvensen af at være for ”privat” tumler mange arbejdspladser desværre med hver dag.

Børns handlinger udspringer af en impuls og/eller en oplevelse. De oplever, og så gør de – uden mellemregninger. Voksne ser ofte kun det de gør – handlingen, og gensvarer handlingen som godt eller dårligt, hvilket fører til ”du er dygtig” eller ”det må du da ikke”. Hvis vi øvede os i at:

-          Se handlingen, og gøre ingenting, mens vi i vores egen følelsesresonans empatisk gætter på hvilken oplevelse, der kan have udløst en sådan handling.

-          Gensvarer den formodede oplevelse med åbenhed.

-          Justerer vores gensvar, hvis vi gætter forkert.

-          Husker at selvom vi ikke kender årsagen til handlingen, kan vi godt anerkende barnets oplevelse.

-          Husker at børn først begynder at skabe erindringer, som de kan genkalde ved 1½ års alderen, så at blive irettesat for ”du må ikke pille, skubbe, kaste, gøre ked af” el. lign. underkender og forstyrre barnets indre oplevelse.

Hvad fortæller hun?

Siv 1,6 år er påvirket af at mor går, og det har ikke helt fortaget sig, da vi skal til at spise. Hun græder højlydt, strækker begge arme op og lukker øjnene. Jeg kalder blidt hendes navn og tager hende i hånden, hun stritter imod og græder videre. På vej mod bordet stopper hun op og græder højt. Med lidt hjælp kommer hun endelig op på stolen og tier stille. Jeg tilbyder en kop vand ved at stille den hen til hende. Hun fejer den på gulvet med en stor armbevægelse, og ned røg også hendes sut. Hun skreg og rakte efter sutten. Jeg trak stolen ud, så hun selv kunne kravle ned efter den, hvilket hun gjorde og kravlede op igen, uden en lyd. Mens vi andre spiste, sad hun bare og kiggede. Da vi var færdige, begyndte Siv på sin mad og efter nogle minutter var hun ”sig selv” igen.

”At være ude af sig selv” betyder at forbindelsen imellem krop og følelse bliver revet over. Det kan ske hvis udfordringerne er for stor, de stillede krav er modsatrettede, råb, skæld ud og skyld og skam.

Da barnets udvikling foregår i trin, ligesom en trappe, vil de nederste trin danne fundamentet for de øvrige, og der kan ikke pludselig dannes et trin midt oppe på trappen. Frustrationen opstår, hvis vi presser barnet til noget der ikke harmonerer med den indre oplevelse.

Har hun samarbejdet for meget?

Siv 1,6 år bliver afleveret lidt over 11 og kommer lige fra lægen, uden at have spist. Hun skriger og er tydeligvis utilfreds. Hun får hagesmæk på og tilbudt mad og drikke. Hun græder og holder først op, da jeg står med hende på armen ved vindueskarmen. Da jeg ikke kan bære på hende, sætter jeg hende ned igen og udbruddet er større end før. Jeg tager hende op og lægger hende på en stor pude. Hun hyler og går i bro. Jeg må lige vende ryggen til et øjeblik for at stoppe en konflikt, og imens er Siv kravlet ud i garderoben og græder. Jeg tager hende med ind på stuen og vil tage hende i hånden, for at få hende til at hjælpe mig, med at hente en kost. Hun afslår og skriger. Jeg tager hendes hånd og vil skifte hende. Hun smider sig, putter sig på gulvet med en bamse og småklynker. Da jeg har skiftet et andet barn – tier hun pludselig og vi begynder at snakke og får skifte ble som vanlig.

Sanserne sløves med alderen, så børn er mere sensitive end voksne. Derudover er det også sanserne, der stimulere hjernes udvikling, via nervesystemet og nerveendernes[1] overgange. Sanseoplevelsen er en basal nødvendighed og den sætter sine spor. Hvilke spor der bliver sat, er bestemt af hvilke oplevelser hjernen bliver præsenteret for. Så hvis voksne går i følelsesmæssigt selvsving og gentager sin adfærd igen og igen smitter det af på barnet. Gentagende nedladende kropsholdninger og ansigtsmimik sætter spor, i lige så høj grad som verbale overfald. Hjernescanninger har vist at psykisk smerte viser sig i samme områder i hjernen, som fysisk smerte gør, og de fleste fobier[2] skabes af en hændelse fra det ydre, som ikke kan tackles.

Vær derfor bevidst om hvilke reaktioner der kommer til udtryk. Projektioner[3] opstår, når den voksne, møder personer, der har mekanismer, der minder om nogle de selv har været udsat for.

Hvor er det sjove?

Peter 1,4 år sidder uroligt og den voksne siger nej – spis din mad, spis med skeen, nej du får ikke mere, nej – er du færdig, spis din mad. Jeg kommer forbi, mens han begynder at kravle ned fra stolen, og jeg tænker keder han sig? Jeg begynder at synge og han stopper op, kigger, sætter sig igen på stolen, smiler, klapper og synger med på sangen.

Så når vi nu alligevel hele tiden præger de børn vi er sammen med, kan vi med fordel præge dem til noget vi kan bruge.

Færdigheder.

I en periode havde mange af vores børn kradset og hevet i hinandens tøj. Det havde taget overhånd og vi begyndte at skælde for meget ud. For at lave en affektiv[4] omstemning, talte vi om, hvad børnene ellers kunne bruge deres hænder til, og min kollega begyndte spontant at klappe. Et øjeblik senere opstod noget tumult i et hjørne og hun ubrød begejstret ”klappe” og klappede selv i hænderne. Børnene kiggede op og sagde ”klappe”, klappede i deres hænder et par gange og vendte ellers tilbage til legen, i et lavere gear.

Denne episode bekræftede mig i, at vi kunne lære vores børn alt, også det vi troede, at de ikke kunne.

Hver gang vi åbnede døren til garderoben væltede alle børn ud, opstemte og flyvske. I en hale efter dem, kom vi voksne og greb tilfældige i at hærge og tomle alt på deres vej. Vi var hele tiden lidt bag ud, i forhold til deres aktivitetsniveau, så vi piskede rundt og ydede brandslukning. Hvis vi fik et øjebliks ro til at ”hælde” et barn i en flyverdragt, var vores øjne hele tiden på ”ballademageren”[5]. Meget utilfredsstillende for både børn og voksne, og jeg var overmåde træt, når jeg gik hjem om eftermiddagen. Det skulle ændres.

Først så vi på gruppen, hvem er primusmotor i uroen? Vi fandt 3 og besluttede os for en ny procedure når vi skulle ud af døren.

-          Give fælles besked ud i rummet om at vi ”skal på legepladsen”.

-          En voksen går til døren og sikre sig, at ingen hænger i dørhåndtaget. Det er den voksne som styrer døren.

-          De 3 skulle holdes i hånden når vi åbnede døren, så vi havde kontakten med dem.

-          Inden døren åbnes, siger den voksne ” ud og sid på numsen”.

-          Døren åbnes og de 3 sidder hos en voksen, i en klapvogn eller i hvert sit hjørne for at forhindre tumult. Vi er bevidste om deres børnefællesskab og at de holder meget af hinanden på godt og ondt, men det fællesskab må de dyrke når vi er kommet ud på legepladsen, ellers vil de 9 andre lide under det.

-          Resten af børnegruppen sætter sig, eller bliver også sat på numsen, og går i gang med at tage sutsko af.

-          De børn der rejser sig, bliver sat ned igen – med en neutral stemme ”ned på numsen”.

I løbet af 2 uger var budskabet blevet forstået, vi voksne fik frigjort vores hænder til at hjælpe lynlåse og støvler, og stemningen blev så rolig at vi begynde at synge, mens vi tog tøj på. Vi fik os en garderobesang. Efterhånden som der kom nye børn på stuen, lærte de proceduren, ved at se efter hvad de ”store” børn gjorde. I dag er det en integreret social grundregel vi har, og vi kan bruge den når det er nødvendigt, fordi den bliver vedligeholdt, uden at den bliver misbrugt. Bliver det til kadaverdisciplin, er det uden mening for hverken børn eller voksne, og rammen vil blive udfordret. Glemmer vi voksne at holde den ved lige – fordi det er sommer, og der er jo ikke så mange børn, og de kan sagtens uden – svækkes rammen, og der må strammes op, hvis den skal bevares.

En anden grundregel er ”kom med mig”, sagt med almindelig blidt kaldende stemme. Den betyder, at jeg vil guide jer et nyt sted hen, og det er ingen ”ta’ fat” eller ”jeg kommer efter jer”-leg, og jeg ved min kalden er så attraktiv, at de bare vil følge mig. Jeg kan opleve mig som en andemor, der siger ”kom mine ællinger, jeg går nu og I må hellere følge med, så I ikke bliver væk”. Den bruges når vi skal ind fra legepladsen i samlet flok, eller hvis vi skal til et andet lokale i huset.

Det er vigtigt for mig, at jeg kan stole på mine børn, og de kan efterleve disse beskeder, for de skal bruges, hvis andre situationer kommer ud af kontrol.

En dag skulle hele gruppen på en gang, ud af hoveddøren og hen til legepladsen. Den vej var normalt sikret med en låge, men denne dag stod den åben og en lastbil var på vej ind på området. Det gibbede i mig, jeg blev 150% opmærksom og sagde straks ”ned på numsen” og alle ungerne satte sig, mens de stirrede. Nogle begyndte at græde over den voldsomme lyd, men alle blev siddende og vi voksne satte os på hug, så vi var i børnehøjde, og alligevel kunne komme hurtig op, hvis en ville løbe ud og gemme sig. Chaufføren så os heldigvis efter et øjeblik, så han stoppede og slukkede motoren. Efter nonverbal udveksling sikrede vi os, at han ikke ville køre videre. Vi rejste os med rolige bevægelser og sagde ”kom med mig”. Alle børn kom op og stå, og i en samlet klump kom vi i sikkerhed på legepladsen.

Derfor, ha’ nogle vaner, så I altid kan stoppe børnene og ha’ nogle vaner, så de altid vil følge jer. Det er for alles sikkerhed.

I institutionen må I overveje om der er specielle forhold, der kræver specielle sikkerheds færdigheder. Det kan være ”kun at gå til græskanten”, for på den anden side kører der biler ind på parkeringspladsen, eller går I langs med huset, skal en voksen altid holdes i hånden. Har jeres bygning flere etager, skal alle kunne kravle op og ned af trapper, så en hurtig evakuering kan gennemføres i tilfælde af brand eller anden krise tilstand.

Den hyppigste krisetilstand jeg har oplevet, er mangel på personaler. Det er en krise, kun at være to personer, når der skal være tre. Det kan være en krise, hvis personalet ikke er vant til at være på stuen, og bliver overrumplet af børnenes opfindsomhed eller aktivitets niveau. Kaotiske tilstande kan udløse kriser, så det er skabende fornuft at have en så velfungerende hverdag, at der skal meget til, før det bliver til kaos.

Selv en lille sten kan udløse et stort stenskred.

Undgå kaos.

Alle sover, undtagen Mac på 1,3 år, jeg siger at han skal lægge sig ned, og han begynder at skrige. Af angst for at alle vågner, tager jeg ham op og tager ham med ud på gangen. Han smider sig og skriger. Han skriger og kigger op, men ser mig tilsyneladende ikke. Han tier stille og sætter sig op. Jeg lægger en hånd på hans ben, så han ved jeg er der, og hviskende fortæller jeg ham, at han må være stille. Næsten lydløst bliver han puttet igen, og lægger sig til at sove.

Jeg åndede lettet op, og så et hurtigt indre billede, af hvordan det kunne have udviklet sig til en lang eftermiddag, hvor 12 trætte børn, uden overskud, uden tålmodighed, uden hensynstagen og samarbejdsvillighed kunne ”køre” hinanden op. Det kunne blive til destruktive sammenstød.

Et konstruktivt samvær er opbygget på at være givende. At være sammen med en, der ikke har noget at give af, er i bedste fald kedeligt og i værste fald tærende. For at kunne give ud, skal der være noget at give af – accept, inspiration/kreativitet.

Involvere sig med distance.

Tine 1,3 år, finder en bøtte på legepladsen. Hun viser mig den, og da jeg taler om den uden at tage fysisk imod den, tager hun den med hen til trillebøren. Hun putter småsten i bøtten og kommer hen til mig igen. Jeg viser Tine hvordan bøtten kan rystes, så der kommer lyd. Don 1,1 år kigger og snart står Tine og lader lyd. Don forsøger med ivrige bevægelser at være med, og højt griner de begge to, når der kommer lyd.

At lære børnene at lege selv, er også en færdighed, som er nødvendig, dels for at fremme børnefællesskabet, men også for at frigøre voksen hænder. Hvis jeg i ovenstående eksempel havde taget imod bøtten, havde jeg inviteret til en voksen-barn relation, og Don ville helt sikkert også være med, men så var Tine og Don blevet rivaler om min opmærksomhed, og Tine var blevet forhindret i at udvikle sin leg, og havde ikke fundet en ny funktion i bøtten. Derudover havde jeg frigjort mine hænder, så hvis det skulle være nødvendigt, kunne jeg sidde med et indkøringsbarn på skødet, uden at dette barn blev påduttet bøtter og sand, der kunne virke truende.

Så kunsten er at lade legen forblive i barnets indre. Legen skal ikke bare foregå i den anden, legen skal være i barnet selv og derefter ”smitte” det andet barn, så dialogen opstår.

Den rette dosis spænding.

Peter 1,4 år og Siv 1,6 år har hver sin legeplastikkop. Peter har også en kande, og jeg spørger, om der er mælk i. Ja, siger Peter og lyser op. Vil du hælde op? Peter rækker kanden over til mig – du kan hælde op i kopperne, siger jeg. Peter hælder op i Sivs kop, hun ”drikker” det og sir’ mer. Peter hælder op igen og igen og igen og igen, og Siv kan næsten ikke følge med. Jeg minder Peter om, at han også skal hælde op til sig selv. Da han begynder at gøre det, og også selv drikker, kan Siv følge med og oven i købet blive en lille smule ivrig, over at måtte vente på at få hældt op igen.

Vedligeholde færdighederne.

Alle børn har brug for, i prioriteret række følge:

1. en voksen, der er en autoritet[6] og definerer de gældende regler og rammer
2. en voksen, der er aktiv, så de har noget at efterligne
3. en voksen, der kan søges trøst hos og en voksen, der sørger for det praktiske, således at behovet for varme, mad og søvn opfyldes.

Sætter den 1. voksne rammerne tydelige nok, bliver de overholdt og skaber beskyttelse, så der intet behov er for at blive trøstet.

Gør den 2. voksne aktiviteterne interessante nok, er der intet behov for at bryde rammen eller blive trøstet.

Giver den 3. voksne så mange guidninger og forslag til selvomsorg, er det stort set kun indkøringsbørn og voldsomme slag, der kræver trøst. Det giver overskud til at denne voksne kan sørge for at der altid er fyldt op, at der er plastposer i skraldespanden, og at man i en akut hændelse, har alt ved hånden.

På et tidspunkt undrede jeg mig over, at vi havde så mange ”pylrede” børn. Da jeg så vores voksenorganisering fik jeg svaret, for jeg drønede rundt og tog telefoner, fandt legoklodser frem og skiftede bleer, men to andre voksne sad og trøstede hver sit barn. Der var ingen til at stoppe konflikter, ingen til at sætte nyt i gang, og ingen til at guide børnene med ” det gode eksempel”. Det lavede vi om på.

I starten havde den 1. og 2. voksne meget travlt, for vi havde ”ladet stå til” for længe, og børnene havde fået lært nogle uheldige vaner. F. eks. var kontaktformen altid, at tage fra, og slå til. Vi ville gerne hen til et sted, hvor det var naturligt at dele og hjælpe hinanden.

Vores ”put i kassen” blev første opgave, for med lidt snilde kunne 2-3 børn sidde om den, og putte hver deres farve i hullerne. Den voksne var hele tiden opmærksom, og sørgede for, at hvert barn fordybede sig indenfor dets tildelt område. Og når de var klar til at give deres farve fra sig, kunne kassen drejes, således at de andre farver og former og kunne afprøves.

Undgå konflikter.

Alle børn vil op i den store kurv og ud af den store kurv samtidig. De har brug for hjælp. ”Se Siv er ved at gå ud, vent lidt, nu kan du få plads til at komme ind. Per se, du må lige vente, Mac er på vej …. , Tine skal lige have plads til at rejse sig ….

Vi fik også set hvilke voksenkrav der skulle til, for at bestride de 3 områder.

1’eren skulle være konfliktmægler og tage de overordnede beslutninger om dagens forløb og strategier. Hvem skulle på legepladsen, hvornår skal vi vaske hænder, skal vi deles op, hvem skifter bleer, hvem går fra til at hente maden, hvilket barn trænger til at gå med en voksen ud efter vaskeklude og bleer til badeværelset, hvem skal absolut blive på stuen, hvilke børn skal sidde ved siden af hinanden eller ikke sidde ved siden af hinanden osv. osv.

2. voksne skulle være pædagogiske bevidst. Vide hvilke lege, der ville udløse hvilken adfærd og tilpasse sine aktiviteter til børnenes behov. Hvis børnene var i gang med at gemme sig i gardinerne, kunne det være at finde et tæppe eller to frem, til at gemme sig i.

3’eren skulle være rolig og nærværende lige meget hvad der ellers skete, og udsende ”alt er godt”. Den 3. voksne skulle også være til alt det praktiske. En der var effektiv og kunne få noget fra hånden til at feje, tørre border af, fylde op på badeværelset, skiftesengetøj og alt muligt andet.

Efterhånden som vi alle i teamet, blev bevidste om alle de funktioner, som skulle udføres, blev vores opdeling mere flydende og i dag flekser vi rundt imellem dem. Vi ”scanner” lige rummet, hun gør det, det er der ikke behov for, så går jeg i gang med …

En sidegevinst var at behovet for voksensnak på stuen faldt markant. Det gav børnene en tiltrængt lege/arbejdsro, når de ikke skulle forholde sig til skingre kvindestemmer og forvirrende arme og ben der lavede dobbelt arbejde, mens andre opgaver aldrig blev udført, fordi vi ikke havde tid.

Det seneste tiltag vi er gået i gang med, er at lære børnene at de skal lægge deres tøj og sko i deres garderober. Dem over 1½ år ved godt hvor deres pladser er, og efterhånden er vi ved at få en rytme, der for det enkelte barn hedder: ”Når jeg kommer ud i garderoben behøver jeg ikke løbe forvirret rundt, jeg har opgaver at give mig til. Først ned på numsen, af med sutskoene, rejse mig og lægge dem i min garderobe, tage mit tøj og mine sko fra garderoben og begynde at tage det på, så godt jeg kan. Jeg har tålmodighed og ved at jeg bliver hjulpet om et øjeblik, ingen går ud, uden mig.”

De mindste skal have hjælp. Først kan de ikke, så kan de med hjælp, og til sidst kan de selv. Hvis trygheden er til det, kan børnene også fint hjælpe hinanden.

De kender forløbet i opgaven.

Tine sætter sig foran Mac, uden at nogle af dem siger noget, tager han hendes sko og strømper af.

Det var interessant og lærerigt, at gå så dybt ned i detaljerne, om hvordan vi ville agere overfor børnenes adfærd i garderoben. Vi så værdien af anvisninger i stedet for påbud og forbud. Vi anerkendte det sjove i at lege ta’ fat, at rulle sig som en krokodille og spytte vand ud af munden; men vi anviste tiden og stedet hvor det kunne gøres. F.eks. ta’ fat kan leges på legepladsen og ikke på badeværelset. At rulle sig skal ikke foregå på puslebordet når bleen blev skiftet, men på madrassen inde på stuen, og at spytte vand ud af munden er det helt rigtige at gøre, når der børstes tænder, men ikke ved bordet hvor vi sidder og spiser.

Vi ville gerne være lige så grundige i andre hverdagshændelser, men desværre er det endnu ikke færdiggjort. Nogle principper er vi dog blevet enige om, og dem vil jeg gerne dele her. Det er også en del af den information nye medarbejdere får, når de starter.

Middagsluren:

Efter skiftning sørger den voksne for en rolig og harmonisk stemning og følger barnet helt hen til sovepladsen, putter det og siger ”sov godt”.

Vores succeskriterium er at alle børn falder i søvn selv. For at nå dertil, kan det være nødvendigt for den voksne i perioder, at være meget tæt på og tydelig, for at skabe den fornødne indsovnings-tryghed. Det er den voksnes ansvar at trække sig gradvist tilbage.

Vi bestræber os på, at alle børnene får en stille og rolig opvågning, således at det skaber tålmodighed og tillid til, at der bliver taget sig af det, selvom der går lidt tid.

Spisning:

Vi foretrækker faste pladser, sådan at barnet lære hvor det skal gå hen, når det kommer hen til spisebordet. Dette i håb om mere ro i gruppen, når deres aktivitet kan målrettes. Dem som kan, opfordres til at kravle op på deres pladser.

Vi ønsker at alle børn spiser og drikker selv, så snart de viser interesse for det, også selvom det griser.

Den voksne er ansvarlig for at gøre måltidet behageligt og indbydende. Det er enestående mulighed for at tale om maden, om farver på maden, og måske tælle til 1-2-3 stykker …

Måltidet afsluttes med sang.

Håndvask:

Når vi vasker hænder, kommer børnene ud på badeværelset to af gangen, og står ved hver sin vandhane. Vi hjælper med at få trukket ærmerne op, og tænder for vandet (det er den voksne, som styrer vandhanen og sæben). Vi tager sæbe på vores hænder gnider det ind i børnenes hænder, så det skummer. Børnene bestemmer selv, hvor lang tid de vil være om at skylle sæben af. Så får, dem der ønsker det, et glas vand, og den voksne lukker for vandet. Børnene går selv over og trækker et papirhåndklæde ud af beholderen, og smider det selv i skraldespanden. I starten går papiret direkte fra håndklædeholderen til skraldespanden, men efter tilpas mange påmindelser, bliver hænderne også tørret i papiret.

I en periode havde vi enormt mange våde bluser, fordi vandhanerne blev åbnet for fuld kraft af børnene selv. Vi afprøvede den lidt skrappere regel, at den voksne styrer vandhanen. Den regel overholder alle børn i dag, og for nylig så vi en anden gevinst, af den regel.

Det var høj sommer og meget varmt. Fire børn i alderen 14 – 20 måneder, har fået alle plastikkopperne op i håndvasken, og begge vandhaner er åbnet, så en lille konstant stråle hele tiden er til rådighed. I 45 minutter hørte vi ikke en lyd fra børnene, de drak, hældte frem og tilbage, og var helt op slugte. Ingen skubbede, ingen ændrede på vandforsyningen og langsomt gjorde de hver i sær, deres leg færdig, og kom ind på stuen, for at gå i gang med noget nyt. Jeg var imponeret over deres evne til at fordybe sig, og tænkte: ”For et år siden, ville den leg ikke kunne blive gennemført. Den ville være blevet spoleret af kaskader af vand på gulvet, mod hinanden, og voksne der ville skabe orden i sagerne.

Hvor er de gode til at være sammen - J”.

Nu skal vi bare huske også at fortælle forældrene, hvor mange færdigheder deres børn kan, både fysisk, socialt og følelsesmæssigt. For jeg indrømmer det er hændt, at jeg i min uopmærksom har glemt, at de godt selv kan f.eks. gå, drikke af kop, skælde ud og selv puste på en finger, der blev stødt.

Trivsel til fremtidens brug.

Det at kunne lege er en forudsætning for al anden trivsel, idet al læring udspringer af legen.

Legen er kedelig hvis den ikke er tilført livsenergi og vitalitet. Så for at imødekomme, de udefra stillede krav om læring, må vi gå tilbage og sikre os, at der findes vitalitet på stuen, så legen får næring og udvikler livsenergien yderligere.

Vi er tilbage i måden det gøres på. Vi kan have alle de rigtige legeredskaber, der kan stimulere det ene og det andet, og som er en rigtig god hjælp til at fremme en bestemt ressource, men som bare står og fylder op, hvis den ikke bliver tilført vitaliteten. Den samme slags legetøj kan have vidt forskellig status i børnegruppen al efter hvordan den præsenteres.

Det er nemlig ikke for sjov, at jeg kalder det et legeredskab, for det er et redskab, hvor brugeren må finde dets funktion. Det skal pirre sanseapparatet og skabe nysgerrighed, nye opdagelser og erfaringer.

Nogle steder kunne det se ud som om, at det var hukommelsen vi skulle træne hos børnene, for når tingene er gemt væk i mørke poser og dåser bag døren, så er invitationen til inspiration jo begrænset.

Så lad det komme frem og blive præsenteret, uden at være rodet og se dig selv, som en dygtig salgskonsulent af fordybende lege.

For at kunne sælge din vare, er det vigtigt, at du kender din kunde. Kunder gider ikke blive prakket noget på, de ikke har brug for (og slet ikke børn). Til gengæld kan de være med på den værste, hvis vi aktiverer deres betydningsfuldhed, deres glæde og deres alvor. I denne rækkefølge, og bruger vi de elementer, udvikler legen sig frit i takt med, hvad barnet har brug for at lære.

Traditionen har vist os, at en boglig lærdom er meget vigtig. Det er den forsat, men den var især vigtig dengang det var et fåtal, der havde muligheden for at få den. I dag er den vigtig, for at kunne forme livet i den (de) profession(er) som individet ønsker. Så evnen, at kunne tilføre sig viden, skal opretholdes. Hvorvidt det skal gøres med udenadslære og konkurrence om hvem der er dygtigst, det tvivler jeg på.

Jeg bruger meget af det jeg lærte i skolen. Jeg fik en viden der giver mig mulighed for at se sammenhænge i historien, i molekylelæren og i samfundslæren fordi, der i livet, hele tiden kommer nye oplevelser til.

Det min lærer i 1. klasse ikke kunne se, da han stod og drejede håndtaget på spritduplikatoren, var at den teknologiske udvikling ville gå så hurtig. Der var sikkert nogle der så det, men selvom forudsigelserne om at vi ville få disse maskiner var der, kunne ingen vide, på hvilken måde vi ville bruge tingene i vores liv. Hvem kunne vide, at vi ville side i hver vores stue og have kontakt til en masse mennesker, via et mega hurtigt internet system. Og at børn ville blive afhængige af mobiltelefoner.

Pointen er, at fremtiden er uforudsigelig, og hvordan kan vi forberede vores børn på at begå sig i det uforudsigelige.

Fremtidsforskning peger på nogle muligheder, jeg oplever som fornuftige.

Vi får brug for masser af fantasi og kreativitet i fremtiden, for det meste af vores liv, skal vi selv forme. Det at løse en opgave på en bestemt måde bliver sjældnere, mens det almindelige vil være – hvilken måde vil du løse den på? Hvordan vil du få dine sko på? Hvordan vil du løse den historie opgave? Hvordan vil du få vækst i denne virksomhed? Hvordan vil du leve dit familieliv? Hvordan vil du bruge kulturelle traditioner?

Her kan forældre og forældrebestyrelsen fint være med til en visionsdebat og måske stille brugbare resurser til rådighed for institutionen.

Hvis det foregår i dialog og ligeværdighed er det optimalt.

Hvis det ikke foregår i dialog og ligeværdighed, kan det opleves som pres.

Institutioner i dag er virksomheder, og de skal drives som sådanne. Der er en direktør, som lægger virksomhedens linie, og med sin ledelsesstil medinddrager personalet til kundernes bedste.

I virksomhedsplanen er produktet beskrevet og deri også målsætninger for produktet.

Der kan laves brugerundersøgelser om kunderne ønsker et billigt produkt eller højere kvalitet, og så stopper kundeindflydelsen nogenlunde der. Hvis det ikke svarer til kundens ønsker, må kunden finde produktet et andet sted.

Hvordan kvaliteten øges eller gøres billigere er lederens ansvar og derfor skal beslutningerne også tages der.

Men, hvis din leder også er din mentor[7], har du alle muligheder for at skabe dig en arbejdsplads, der matcher dine faglige og etiske behov. Deltag i debatter og udvalgsarbejde, lær dine sande behov at kende og start med at leve dem ud.

Pædagogisk personale er med deres personlighed med til at præge småbørnenes nervesystem, fordi stemninger smitter. Vi kan ligeså godt være bevidst om, hvilke påvirkninger og hvilke spor vi er med til at sætte, for vi ønsker vel alle at udføre vores job så godt som muligt.