Kender du til det, at barnet skriger og vil ikke ha’ tøj på, ligesom vi er på vej ud af døren?
Kender du til det, at barnet har fået mad, drikke, ren ble, blevet puttet, men vil alligevel ikke sove?
Kender du til det, at knokle rundt for at få det hele til at fungerer, og så ender det, der skulle være en hyggelig familieaftensmad, i skrål og skrig, skæld ud, tårer og tænders gnidsel?
Er det sådan, at du egentlig ønsker, at det var mere hyggeligt, at være samlet? At stemningen var roligere, sjovere, i det hele taget bedre?
Har du forståelse for, at det ikke altid er barnet, der er noget ”galt” med, men at vi voksne ofte skaber omstændigheder for børnene, som de ikke kan leve op til? Har du indset, at de dage hvor barnet er mest ”umuligt”, også er de dage, hvor du selv er ”umulig”?
Er du interesseret i at få indsigt i, hvor dig og dit barn taler forbi hinanden, og hvad du kan gøre ved det?
Det ønskede jeg ofte, efter jeg fik mit barn.
Jeg havde altid, syntes jeg selv, været opmærksom på barnets behov, men på nogle områder kunne jeg simpelthen ikke se, hvad der gik galt.
Jeg husker en tirsdag morgen i november måned, det var koldt og mørkt, klokken var 6.30, og vi skulle ud af døren indenfor de næste 10-15 minutter, ellers ville jeg komme for sent på arbejdet. Jeg havde forudset det meste, madpakkerne var smurt, tøjet var lagt frem, og aftenen før var oveni købet én af dem, hvor vi var nået i bad alle sammen. Hvad der præcist gik galt denne morgen, ved jeg ikke, men jeg var i forvejen træt og uoplagt. Prikken over i’et var, at det var begyndt at regne, ligesom vi skulle af sted på cykel.
Der var intet at gøre, regntøjet måtte frem, og både jeg og barnet begyndte at svede og koge mere og mere, i takt med, at vi kæmpede med overtræksbukserne over flyverdragten. Utålmodigheden lå lige under min hudoverflade, og da barnet begynder at klynke og græde, kan jeg næsten ikke selv holde tårerne tilbage, selvom jeg synker og synker mit mundvand, for at skylle klumpen i min hals væk. Det lykkes nogenlunde og med sammenbidte tænder stormer jeg ud af døren med barn, rygsæk, cykellygter, håndtaske, nøgler og regnhat under armen.
Det var IKKE én af de morgner, hvor vi trallede og sang på cykelturen.
Langt hen ad vejen er min form for opdragelse, bestået i hvad jeg syntes var synd, eller ikke synd for barnet.
Tit fik barnet lov til det meste, men hvis jeg var træt eller fortravlet ændrede grænserne sig, ligesom en gummielastik. Hvis jeg skældte ud, syntes jeg alligevel jeg var for hård, og prøvede så at gøre det godt igen, ved at være sød og flink på andre områder.
Så egentlig var mine grænser helt afhængige af mit humør og mine skyldfølelser.
Jo, større skyldfølelse, jo mere blev barnet vartet op, så til sidst følte jeg mig som en tjener for en bydreng. Der blev råbt, jeg er tørstig, indefra børneværelset, og straks smed jeg hvad jeg havde i hænderne, for at lave og servere saftevand. Selvfølgelig blev jeg ofte irriteret over det, men min mening kom så ud igennem sidebenene, som bebrejdelser eller belæring, som ”kan du ikke lade være med at råbe ad mig, men komme ind og sige det til mig” …. Jo, sagde barnet ….. og havde glemt det til næste gang, hvor barnet råbte, og jeg råbte tilbage, ”du skal ikke råbe”.
Snart fandt jeg ud af, at det at råbe bare forværrede situationen, for så råbte barnet igen, ”jeg kan ikke høre dig”. Det endte så med, at jeg alligevel rejste mig og gik ind og brokkede mig over at barnet råbte. Men da jeg nu stod i døren, blev jeg spurgt: ”Mor, vil du lave noget saftevand til mig?” ….. og mit svar blev ja eller nej, afhængig af om jeg nu kunne klare at være en god forældre eller en dårlig forældre.
Ubevidst fik jeg lært barnet, at bare det blev ved længe nok, skulle jeg nok skifte mening på et tidspunkt, det var jo den adfærd jeg havde vist barnet. Den eneste der ikke kunne se det var mig selv, for den ubevidste skyldfølelse og angst for ikke at være god nok, styrede den ellers så ”gode” forældre. Mine gode intentioner, var blevet til falsk image og der var nogle følelsesmæssige signaler jeg ikke havde lært at læse.
Fortvivlelse, afmagt og selvbebrejdelse har haft præget mig, når jeg ikke forstod, hvad barnet mente. Jeg var jo ikke døv, så jeg kunne jo høre når barnet klynkede, skreg eller peb. Men når jeg havde prøvet med knus, mad og drikke, med det søde, det sure og det grove, men intet hjalp, så måtte jeg blive enig med mig selv om, om det var barnet der var noget galt med, eller mig.
Jeg har haft svinget imellem de to modeller, i takt med vindens blæsen, og egentlig aldrig tænkt nærmere over, hvad jeg konkret kunne gøre. Når jeg sad der, ville jeg bare ud af den ubehagelige situation, så hurtigt som muligt, jeg kunne ikke ha’ at det var besværligt. Besvær var for svært, så hellere skøjte hen over det egentlige problem.
Jeg havde en forestilling om hvilken god forældre, jeg ville være, men var ikke den forældre, som barnet havde brug for. Jeg satte mig gang på gang i skak-mat-hændelser, hvor jeg oplevede mig magtesløs, kunne intet gøre, og selvom jeg gjorde noget, blev det blot værre.
Har du genkendelse på, at det ofte kunne være nemmere, at være forældre. At jeg egentlig vil mit barn det bedste, men ved ikke eller kan ikke se, hvordan jeg skal gøre det?
På et tidspunkt fik jeg hjælp. En ven sagde til mig, ”hvad fortæller barnet dig”, lytter du efter hvad barnet siger, inde bag lydene af skrig og piv?
Det var noget jeg kunne bruge, for jeg troede jeg hørte efter, men jeg hørte kun med et halvt øre, for resten af mig var allerede begyndt at analyser, hvad der var i vejen og hvad jeg kunne gøre ved det. I stedet for at lytte til hvad barnet i virkeligheden, ønskede jeg skulle gøre.
Jeg måtte gøre op med forestillingen om, at det var mig, der skulle opdrage, irettesætte og tilpasse barnet denne verden, men vende den om og spørge mig selv, hvad jeg kunne lære af barnet. Se barnet, som den gave der er givet til mig, for at jeg kan lære mig selv bedre at kende. For at jeg kan lære noget om tålmodighed, for at kunne lære noget om grænser, få øjnene op for, at virkeligheden kan indeholde andre løsningsmodeller end den jeg hidtil, har kendt til. Når jeg iagttager barnet og dets måde at begå sig i verden på, er det fyldt med tillid og respekt.
Det kunne jeg lære noget af.
Det som barnet ikke kunne, var at sætte ord på de blokeringer og forsvarsværker jeg, i øvrigt ubevidst var i fuld sving med at lære mit barn. Jeg måtte have hjælp til at få renset ud i alle mulige destruktive følelser, der forhindrede mig i at se, hvor jeg gjorde tingene godt nok og hvor jeg kunne gøre dem bedre.
Jeg fandt et redskab i mentalhygiejnen. Et træningsprogram, der lærte mig, at handle konstruktivt og sandt, i stedet for tilfældigt og desperat. Jeg lærte, om hovedfølelsernes signaler. Om angst, glæde, vrede og sorg, hvordan de oplevedes i mig, hvad jeg skulle bruge dem til, og hvordan jeg kunne handle konstruktivt på dem.
Fra at være bange for noget, blev angst til et signal, jeg vidste kom, når jeg stod i noget nyt og ikke kendte udfaldet. I stedet for at bide negle og krybe i et musehul, kunne jeg gøre ligesom dyrene være opmærksom og derfra overveje situationen.
Når jeg nu ser tilbage, kunne jeg have haft god gavn af den viden, da mit barn var spædt. Istedet for at bekymre mig om der nu kom nok ind og ud af babyen, og om alt nu havde den rigtige farve, så se på om barnet virkede tilfreds, og have tillid til, at jeg som forældre, nok skulle fornemme hvis der var noget alvorligt galt.
Jeg kunne også have brugt en viden om, at irritation og surhed ofte stammer fra grænseoverskridelser, der er blevet accepteret og derfor skaber ubevidst vrede. Hvis bare jeg havde set alle de bittesmå hændelser, hvor mine grænser var blevet overtrådt, og så fået handlet på dem med det samme, så ville en masse skyld og skam være undgået.
Hvis jeg havde vidst, at det var mindst ligeså vigtigt, at jeg var omsorgsfuld overfor mig selv, som jeg var eller gerne ville være overfor barnet, så kunne jeg bedre have haft givet den viden videre til mit barn, at lære at trøste og holde om mig selv, i stedet for konstant, at få andre til det. Det skaber en indre tillid og styrke, som jeg oplever er vigtig i denne verden.
Jeg er i dag taknemmelig over, at have lært glæden at kende, den indre glæde som fremkommer ved, at jeg gør noget som i sandhed er godt for mig. At jeg har lært hvordan den opleves, og hvordan jeg kan bevare den, så jeg kan så det ene frø efter det andet. Bevare glæden i mig, så glædesplanterne kan vokse op og blive til kærlighedstræer og kærlighedsblomster, der kan kaste nye frø og planter.
Det modertræ jeg er inspireret af, er beskrevet i bogen ”Dine valg er dit liv – hvordan vælger du?” af Arne Olsen. Det er et mentalhygiejnisk træningsprogram, hvor jeg lærte at skelne imellem hvad der var mine destruktive reaktioner, og hvad der var mine konstruktive handlinger. Jeg fik øjnene op, og så hvilke mønstre og motiver jeg reagerede udfra, og kunne bevidst tage stilling til, om jeg ville forsætte sådan, eller om jeg ville gøre tingene på en anden måde.
Når jeg selv ved hvad jeg gør, kan jeg give den viden videre til mit barn. Hvis jeg ikke ved hvad jeg gør, giver jeg den viden videre.
Af børn og fulde folk skal man høre sandheden, lyder et ordsprog.
Som pædagog har jeg intet at gøre med fulde folk, men børnene vil jeg meget gerne høre sandheden fra, for min erfaring siger mig, at jeg næsten altid kan bruge den til noget.
Børn er ren kærlighed og visdom når de fødes. Lad dem blive ved med at være det, og gå et andet sted hen og lav om på mennesker, hvis det er det du har brug for.
Det glæder mig, hvis I som forældre vil være med til at skabe et sted, hvor børnene kan få lov at beholde deres indre sandhed, og få at lære, hvordan de i kærlighed kan bestemme over dem selv, uden at bestemme over andre, lære at lytte til dem selv, og dernæst til andre, og opleve glæde i dem selv, og ikke nødvendigvis i det de gør.
Lad børnene være skånet for præstations- og images krav. Lad dem være i fred og sikkerhed. Lad dem lege og være børn.
Det glæder mig, hvis I forældre vil tage udgangspunkt i, at barnet er blevet jer givet i kærlighed, og for at I kan lære af det, og lære hvad kærlighed også er.
Alt og alle jeg møder på min vej, møder jeg for at lære, og således vil jeg møde og være sammen med jeres barn og jer.
