Det hårde.

Turen op ad bjergsiden var så anstrengende, at jeg troede min sidste time var kommet. Jeg var grædefærdig, jeg gispede efter vejret, mit hoved bankede og lemmerne sitrede.

Akkurat før det sortnede for mine øjne formåede jeg, at se mig selv som min bedste ven, og hørte mig selv sige: "Mette ta’ det roligere og ha’ tillid til dig selv. Du har sørget for at beskytte dig mod solen, du har vand nok med, og du er i følge med andre. Du har fulgt vejledningen og de nødvendige sikkerheds-regler. Distancen her klares af tusindvis af mennesker, og du har konditionen til det. De ydre forhold ér til, at du skulle kunne klare denne klatretur, så det må være noget truende inde i din forestillingsverden, der bremser dig. Jeg anbefaler dig, at blive i hændelsen til du ser, hvad det handler om.”

Hvad er det værst tænkelige, der kunne ske?

Den tanke der blokerede mig hed, at jeg var bange for at lide nederlag og blive afsløret i ikke at være stærk og god nok. Jeg valgte derfor at stoppe på halvvejen, og afskar mig selv for den oplevelse at være på toppen.

Det gibbede i mig. Det mønster kendte jeg fra andre områder af mit liv. Jeg oplevede en vrede bølge op i mig  …. ”og i hvor lang tid havde jeg så tænkt mig, at blive ved med det ….?”

Jeg havde masser af erfaring med at vende om, og det havde indtil nu, hver gang ført mig tilbage til de skuffelser jeg kom fra. Resultatet var frem og tilbage lige langt.

Jeg hørte nu den række af sætninger, der kørte i selvsving. Nej, det er også for meget, for hårdt, for varmt, for dyrt, for simpelt, for beskidt, for ….., for ….., og med en bekymret tankegang, fik en bekymret krop. Jeg havde selv skabt den med væksthæmmende ord.

Jeg ville leve og ikke nøjes med at overleve – jeg måtte slippe den lidelse jeg påførte mig selv.

Hvis jeg ville holde mig på stien foran mig, havde jeg brug for balance, styrke og tillid.

Jeg gjorde tingene på en ny måde, og jeg ville få nye resultater.

Jeg kunne faktisk kun skimte sporet, jeg skulle gå på, og besluttede at overgive mig til tilliden. En tillid til og tro på, at livet, trods alle odds, ville mig det bedste.

Så derfor måtte det være helt rigtigt for mig, at sidde noget nær opløst på en klippe, på den anden side af jorden.

Jeg var taget på denne indre og ydre rejse, for at lære mig selv bedre at kende, og det var jeg netop i gang med.

Dét gav mening.

Det, jeg var bange for, havde vist sig for mig, så det kunne blive helet. Mit ansvar var at sige tak for at jeg fik set det, den adfærd havde jeg ikke længere behov for. Jeg bestræbte mig fra da af på, at gøre tingene på en måde, der skabte mere glæde for mig.

Det helende.

Jeg trak vejret dybt flere gange og lod et par forløsende tåre løbe over kinderne.

Jeg tænkte på et citat: Du kan ikke gå en vej, før du er blevet vejen selv.

Jeg rejste mig, og to sætninger gentog sig rytmisk i hovedet,  på min fortsatte vej opad. Jeg er styrke. Jeg er balance. Jeg er………. Jeg er …….

Med ordets kraft skabte jeg tillid til, at for hvert skridt jeg tog, placerede jeg min fod på det perfekte sted. Nogen gange ovenpå stenen, andre gange imellem dem, i langsomt og velovervejet tempo eller i et glidende afsæt, der lod foden blive tiltrukket af den foran liggende klippe; jeg vidste jeg var på rette vej.

Det var sveddryppende og med et smil på læben, jeg nåede toppen.

Vandet trykkede sig ind i mine øjne og øre, da jeg dykkede ned under overfladen. Mine pjaskende bevægelser gjorde, at jeg efter få sekunder igen havde hovedet i den fri luft og tørrede øjnene, mens jeg trådte vande.

Vandet var friskt og endnu engang havde jeg overrasket mig selv. Jeg svømmede. Jeg fik brug for den færdighed, jeg havde tilegnet mig, som barn for mange år siden.

Da jeg dykkede ned, dukkede den op.

Min oplevelse af at være i medvind, var for god til at være sand, så jeg ødelagde den snart med en euforisk og hektisk adfærd. Jeg ville have det hele med og helst i går.

I utålmodige bevægelser brasede jeg ind i næste projekt, indtil naturens frodige kræfter standsede mig. Jeg havde hjertebanken og i min iver efter at gøre alt så godt og rigtigt som muligt, undlod jeg at lytte og se, hvor jeg gik.

Jeg observerede, at jeg havde forladt stien.

Tiden til finjustering af retning og tempo indtraf.

Det nye.

Området jeg befandt mig i, var det rigtige; selvom det var på Herrens mark.

Jeg stod stille og iagttog organismens kurver og former. Duften af skov kildrede i næsen og trak en rensende luft helt ned i min fjerneste lungespids. Min krop blev lettere, skovens lyde mere intense og farverne klarere. Jeg var i en tid, der var tidløs.

Roen vendte tilbage til min krop, og efter et par minutters gang registrerede jeg, at de visne blade jeg trådte på var stien.

Jeg blev bekræftet i, at vejen altid har været der, og altid vil være der. Det var mit ansvar at løfte sløret for tavse hemmeligheder og skampletter, så den giftige tåge ikke kunne tage synet og kraften fra mig. Jeg var mere end det, der engang dannede ar. Jeg var mere end en ængstelig, harmfuld, forvirret og ensom skabning. Jeg var i lære i jordboernes skole.

Mit spor var stadigvæk fremad, dannet af de skridt jeg havde lagt bag mig, af de skridt jeg var i netop dén bevægelse, og af det jeg ville blive til, når konsekvenserne af mine nutidige handlinger viste sig.

Det eneste jeg kunne ændre ved fortiden, var min omtale af den.

Ad den vej jeg fulgte, nåede jeg igen mod et højdedrag. Herfra så jeg ud over endnu en dal, endnu en bjergtinde, flere dale, flere højdepunkter og således fortsatte den virkelige virkelighed ud over mine teleskopiske oplevelser.

For hvert skridt jeg tog, gjorde jeg et valg. Hverken skæbnen eller mystikken kunne være ansvarlige, med mindre jeg gav dem lov til det. Jeg valgte retning, tempo, og rytme. Rytmiske bevægelser, der som en melodi spillede på livets energifyldte strenge. Der var høje toner, dybe lyde og divergerende anslag, alt sammen tydeligtgjort af de underliggende pauser og pusterum.

Da jeg stod på højderyggen, så jeg tilbage på den vej, jeg havde gået og vendte blikket frem mod den, der lå foran mig. Jeg erkendte gaven i at være midt imellem.

Det forunderlige.

I midten, i balancepunktet var jeg til.

At jeg bevægede mig igennem dalen, det havde sammen værdi, som jeg bevægede mig over bjergkammen, for uden den ene og den anden ville der intet midt imellem være.

I balancepunktet mellem det mandlige og det kvindelige, imellem det lyse og det mørke, imellem fortid og fremtid, det var der tilliden og respekten, alias kærligheden var.

Jeg havde levet et frustreret enten-eller-liv. Jeg oplevede i nogle situationer at være så ”følende” og indhyllet i indre meddelelser, at jeg aldrig fik handlet dem ud; mens jeg andre gange havde ”regnet den ud” og ikke helmede før jeg nåede målet, uanset omkostningerne undervejs.

Jeg havde engageret mig i at tilfredsstille unødvendige ønsker og huskede den ligegyldighed, der fulgte efter. Hvis jeg ville undgå stagnation, måtte jeg gro op og lade min jordforbindelse være tilsvarende dyb, for at opleve harmoni.

Mine fødder og rødder sikrede den jordforbindelse, der måtte til, for at strække min krops stamme og krone endnu videre, ud over mine forestillede begrænsninger og følelsernes forsvarsværker.

Tidligere kendte jeg ikke hovedemotionernes betydning og reagerede i tilfældige adfærdsmønstre, alt efter hvad jeg havde erfaring med, og hvad der behagede mig i hændelsen. Det havde virket godt for mig, da jeg var barn og beskyttede min sjæl. Da jeg blev voksen, var adfærden barnlig, og indkapslede og fjernede mig fra min sjæl.

Jeg erkendte, at jeg var på jorden for at lære, ikke for at bevise at jeg var god nok. Jeg havde et valg. Jeg kunne have forsat en tilværelse, som et ustimuleret dyr i zoologisk have med resignering, sublimering og distance i frustration og vrede. Jeg kunne have forsat med at dyrke konfliktskyhed, behagesyge og lave gættekonkurrencer med mig selv, i stedet for at navigere efter emotionerne angst, vrede, sorg og glæde; se dem som lyskurve, der guidede mig på min vej.

Jeg måtte gå i tillid og respekt, opleve livet og leve det, på de betingelser livet bød på, i takt med at jeg skabte det.

Når jeg erstattede en destruktiv bedømmelse af mig selv, med en konstruktiv erkendelse, mistede jeg en forestilling om mig selv. Dette var et tab, om end tabet var nyttigt for mig, og gav mig mulighed for forandring.

Når jeg ryddede værdiløse ting ud af skuffer og skabe, stod pladsen åben for nyanskaffelser; når mennesker gled ud af min omgangskreds, gav det plads til andre bekendtskaber. Alt dette under forudsætning af, at jeg var omsorgsfuld for mig, så cellerne kunne slippe og forløse den bundne energi.

Jeg erfarede, at omsorg var, at være det for mig selv, som jeg tidligere syntes alle andre skulle give mig. Jeg skulle behandle mig selv med tillid og respekt, og vide at jeg var den eneste ene for mig. At jeg ville gøre alt, hvad jeg kunne, for at beskytte mig, have det sjovt med mig, tage mig alvorligt og takke mig for det konstruktive jeg havde gjort.

Jeg byggede min indre tillid.

Det foranderlige.

Glæden var gaverne af, at have handlet i overensstemmelse med min indre sandhed. Det var gevinsten af, at have klaret prøvelserne ude på livets landevej og var lykkedes i at komme op af rabatten, selvom der var mudret. Det var oplevelsen af, at være på en meningsfuld vej til næste sving, næste skillevej og næste bakketop, med hænderne på rattet, den ene fod på speederen og den anden på bremsen. Bevare glæden indeni og aldrig at sælge mere af den, end der var rigeligt til mig selv.

Jeg havde undladt at overdrage min styrke, hverken til bjergstien, sygdom, job eller andre mennesker. Jeg havde undladt at synke hen i afmagt og svækkelse.

Jeg havde fundet det redskab, der gav mig troen på, at jeg selv kunne vælge måden, hvorpå jeg levede. Jeg bestemte selv, hvordan jeg talte til mig.

Jeg kunne være i ukendte labyrinter og samtidig vide, at det var helt perfekt, at angsten viste sit ansigt. Det var det, den var beregnet til. Jeg skulle blot være opmærksom, ligesom dyrene ville være det, med åbne sanser.

Jeg kunne se på mine omgivelser, hvis de viste tegn på kaos, havde jeg tiltrukket det, med det kaos jeg fastholdte i min tankegang. Jeg kunne markere mig overfor mig selv, og sætte andre tankesætninger i stedet. Det var at tage vreden alvorlig, at handle i mod og respekt.

Jeg kunne med mine ord bede om klarhed, på hvad der var skabende fornuft at gøre i en given hændelse. Jeg kunne i tillid skabe omsorgsfuld ro, indtil jeg modtog svaret.

Hvert ord var en bøn.

I denne tidsalder havde mange bedt om og lagt energi i industrielle forandringer og fremskridt. Bønnen er blevet hørt. Nyt og gammelt fungerer tæt op af hinanden, og dagligt udskiftes holdninger til hvad, der er muligt eller ikke muligt. Den virkelighed jeg i dag ser, er ikke nødvendigvis den virkelighed jeg vågner op til i morgen.

Jeg mener, tiden er til at bede den næste bøn.

Det er nemmere at lægge en besked på telefonsvareren end at sende et brev. En internetforbindelse til cyberspace kan være nutidens forsamlingshus eller markedsplads. Julen har engleskrig og pengespurt. Flere sjæle bor alene, og mikrotransplantationer kan få en tomat til at holde sig i måneder.

Den emotion, der opstår i alle nye hændelser, og hvor udfaldet er ukendt, er angst. Signalet er, vær’ opmærksom.

Der kæmpes om landegrænser og personlige sejrstriumfer. Begær er for nogle et grundlag for beslutninger, og den største guru hedder mammon.

Den emotion, der opstår, når grænser overskrides, er vrede. Noget må gøres anderledes; så markér retningen til ønsket.

Områder invaderes og forandres. Levevilkår for nogle og noget ændres. Der findes i dag planter, dyr og mennesker, der må dø i foranderlighedens navn.

Den emotion, der opstår ved tab af enhver art, er sorg.

Handlingen på sorg er omsorg.

Det enkle.

Det eneste bestandige er forandring, hvert øjeblik dør og det næste absolutte nu genfødes. Forandringen kan vi ikke komme udenom, den er der. Kræfterne i menneskets vilje skriver historie, den flytter land- og vandmasser, giver individer mulighed for at bevæge sig i komplicerede kommunikations- og infrastruktur- systemer og fortæller os, hvordan vi er skruet sammen.

Når viljen er lige så stærk i at erkende motivationen og den egentlige hensigt for at udforske eller manipulere, ved vidensskaberen hvad den gør, og hvad det fører til.

Kæden er aldrig stærkere end det svageste led. Det meste af menneskeheden er opdraget til at ville have, ikke bare hinanden og hinandens ydelser, men også styring og kontrol med naturens gang. Som oftest er budskabet pakket ind og fortæller, hvad vi ikke vil have, fremfor hvad vi vil have.

I ikke-sætninger gives energi til netop det modsatte af ønsket.

Mennesket er et energifelt, en magnet, der suger alverdens indtryk til sig fra både nordpolen og sydpolen. Hjernen bedømmer, vurderer og stabler støj og møg i loft- og kælderrum, så den oprindelige hensigt bliver fortrængt. Det mentale pulterkammer har, på lige fod med al anden husgerning, brug for oprydning og renholdelse. Hvis og hvis og hvis er luftkasteller, der fylder op. Prik hul på dem. Smid dem ud, og gør det en gang til. Det er en evig proces, om den foregår i materien eller i sindet.

Ordet materialiseres i det fysiske.

Hvad tiltrækker du?

Jeg behandles af andre, på den måde jeg viser dem, jeg vil behandles, for det er den måde, hvorpå jeg behandler mig selv.

Derfor vil ethvert ønske om at ændre på ydre forhold, starte med en ændring fra det indre. Jeg har det godt med min familie, når jeg har det godt med mig selv. Jeg kan sprede ro og glæde på min arbejdsplads, hvis det er det, jeg indeholder. Når jeg kan respektere mig selv, kan jeg respektere min nabo. Jeg lærer fra mig, når jeg har lært at lære af andre.

Hvor der er en virkning, er der også en årsag, der startede skabelsesprocessen; der findes ikke noget tilfældigt. Konsekvensen af vores nuværende tanker, ord og handlinger, bliver fremtidens virkelighed.

Denne gyldne regel spejler sig i stort og småt - i alt.

Jorden er kundskabens gave til os, en gave vi kan modtage næring fra, dén kan producere det kreative og geniale. Vil du opleve at gøre tingene anderledes, så se hvordan den begår sig, selv i de mest ekstreme situationer.

Visdommens treleddet oprydnings- og genbrugstanke taler sin cyklus i; af jord er du kommet, til jord vil du blive og af jord skal du igen opstå.

EN REJSE I TANKER