Organisatoriske krav til det pædagogiske personale.
At opdrage et barn til at være et frit menneske er en af de vigtigste opgaver i verden, fordi barnet bærer nutidens oplevelser med sig ind i fremtidens adfærdsmønstre. Fremtidens voksne har brug for at være selvstændige, kreative og fleksible, for at kunne begå sig i et foranderligt og ukendt samfund. Barnet har i hverdagen brug for bevidste voksne og der kan reflektere over egne handlinger og empatisk kommunikerer oplevelser og holdninger, som det kan spejle sig i og løsrive sig fra.
Personaleudvikling hed det engang. Jeg ved ikke hvilke ord, der i vælten nu, men hvad det end kaldes, så er behovet det sammen som det altid har været, for at følge med udviklingen i tidens trends. Nutiden er i forandring, men 100 år gamle pædagogikker er forsat meget aktuelle, for deres anerkendelse af individets resurser. De fleste handler om frihed til at være sig selv, og blive udviklet til at håndtere de krav og de evner det kræver, at kunne være et frit menneske.
Frihedstrangen har været under udvikling de sidste 1000 år – (eller mere), så de fleste af os (i denne del af verden) nu er frigjorte af diktatorer og stavnsbånd. Vi nyder godt af bondeoprør, arbejderoprør, kvindeoprør og den sociale arv kan vendes, med den rette indsats.
Arbejdsmarkedet er gået fra monotone og nedslidende arbejdsgange, til arbejdspladser der i dag har udviklet personalet til at have medindflydelse og medansvar på helt nye måder.
Har I hørt om dengang, der aldrig blev stillet spørgsmålstegn ved, om der måtte ryges en cigaret. Det gjorde man bare og så ellers ingen kommentarer om det. Den går jo ikke mere – i hvert fald ikke uden oplysningskampagner, medarbejdersamtaler, undersøgelser af arbejdsmiljøet og statistiske fremlæggelser.
Arbejdspladsen kræver meget af de ansatte, men til gengæld kræver de ansatte også af arbejdspladsen. Et arbejde skal helst være noget. Det skal give mening på en eller anden måde. Det kan enten være for den enkeltes udvikling – dette er spændende og udfordrende for mig, eller for den enkeltes image.
Et personligt image kan lægge sig til virksomhedens image – vi er .... sådan og sådan i (virksomhedens navn), så derfor udstråler jeg …. troværdighed, nytænkning og fleksibilitet. Det kan også have en politisk henvisning ”jeg arbejder for menneskerettigheder og bedre miljø”.
Disse overvejelser er vigtige i dagens institutioner, for det lag af frihed vi nu er nået til, handler ikke længere om frigørelse – for det har de fleste – men hvad stiller jeg op med min frihed. Når jeg nu har frihed til at vælge den og den uddannelse, svarer det så overens med de værdier jeg vil stå for i livet.
Alt efter hvilket område jeg ønsker at arbejde i, kan det understøtte mine meninger og holdninger. Arbejdet i de såkaldte ”belastede” områder kan give et image, mens en religiøs eller politisk styret institution, har en anden dagsorden. Hvad står din arbejdsplads for? Hvad står du selv for?
Hvis I ikke står for det samme, så overvej om du vil kunne lære af jobbet, eller om arbejdspladsen kan lære noget af dig. Er der plads til gensidig god udveksling? Hvis dette ikke er tilfældet kan det blive en uoverkommelig opgave, og måske kan du finde dig en arbejdsplads, der i højere grad harmonerer med dine værdier og holdninger.
Dette er frihed på det etiske plan.
Frihed på det mentale plan, er når dine evner og ressourcer bliver brugt og hele tiden bliver udfordret mod det næste udviklingstrin. Ja, på samme vis, som vi opfordrer børnene til. Det betyder, at du på intet tidspunkt kan læne dig fuldstændig tilbage og sige, nu har jeg lært det, så behøver jeg ikke gøre mere i dette liv. At stagnere, at gå i tomgang er det samme som at gå baglæns. Dette skal ikke forveksles med at holde naturlige, sunde pauser og udåndinger. Arbejde skal være som musik, der både kan have temperament og blidhed, men fælles for ethvert musikstykke er, at uden pauserne, ville det hele blive en gang larmende kaos. Enhver rytme, dagen, året, livsrytmen er som en vejrtrækning.
Stor aktivitet kræver hurtig vejrtrækning og efter det, er der behov for det dybe og rolige. Forholdet mellem indånding og udånding skal være i balance. Husk det, når du sætter store som små projekter i gang. Er det forrige afsluttet og er vi parate til det næste?
Emotionel (følelsesmæssig) frihed er at kunne navigere i den rytme eller livsstrøm, som vi nu har valgt. Vores emotionelle signaler fungerer fuldstændig som et trafiklys. Rødt, gult og grønt signaler stop, vær parat, kør og følges disse signaler, bliver resultatet en god og sikker kørsel.
De 4 hovedemotioner vrede, angst, sorg og glæde er vore indre signalsystem.
Desværre er menneskeheden et sted, hvor de færreste har lært at følge, disse signaler fuldstændig. Langt de fleste har tillagt sig forskellige fordomme og begrænsninger i forståelsen af signalsystemet, så resultatet bliver derefter. RIG’ere styrer mere end jeg troede, og i mange flere sammenhænge end jeg troede.
Min egen erfaring om følelseslivet, vil jeg bruge til at illustrere, hvordan tingene kan blive vendt på hoved og få utilsigtede konsekvenser.
Jeg havde fra barnsben lært, at det at blive meget vred ikke var pænt. Det brugte vi bare ikke. Det var i orden at blive irriteret og en smule spydig, men vredesudbrud oplevedes simpelthen farlige og ganske ubehagelige. Den erfaring går jeg så ud i verden med, og hvad tror I der sker, første gang min kæreste bliver ”pissesur”. Jeg reagere med angst, jeg bliver så bange og jeg er sikker på, at han er i gang med at afvise mig.
I min verden er afvisningen det mest skamfulde jeg kan forestille mig, så jeg vil gøre hvad som helst, for at gøre ham i godt humør. Nu er der nogle alarmklokker der skal ringe, for alt pædagogisk personale ved, at jeg ikke kan gøre nogen i godt humør, medmindre de selv vil det. Det eneste jeg får ud af det, er en hoppen og springen, et væld af gættekonkurrencer og muligheden for at udvikle en ”pleaser-adfærd”, der med sikkerhed ender i udbrænding og offerroller. Selvfølgelig vil jeg kunne retfærdiggøre tilsidesættelsen, ved at påstå, at det var hans skyld, men så har jeg også frataget mig mit ansvar for min del af hændelsen. At stikke halen imellem benene og flygte på den måde, kommer der ikke noget godt ud af i længden. Jeg må turde at ”tabe ansigt” og erkende på hvilken måde, jeg havde bidraget til denne hændelse. Hvis jeg ikke var så konfliktsky, så havde jeg brugt angstens sande signal, som dyrene der havde løftet ørene og lyttet i opmærksomhed – der sker noget – har det noget med mig at gøre – skal jeg kæmpe eller tage flugten.
Hvis jeg dengang, i opmærksomhed, havde spurgt: Du er sur – har det noget med mig at gøre? – så havde jeg slet ikke haft brug for forestillingen om afvisningen, og var navigeret udenom skyldsspørgsmålet.
Hvis han var sur over noget, der havde med mig at gøre, hvordan er min indstilling så? Går jeg i forsvar fordi; ”jeg kan ikke lide kritik”, underforstået jeg er ikke god nok som jer er; eller vil han formidle det autentisk, i respekt for sin oplevelse, at de og de facts gjorde, at hans grænser blev overskredet.
Vreden er i denne sammenhæng ikke fremstillet som, nu skal du sables ned, men nærmere som en afgrænsning, der kan forholdes til facts.
Det er ikke vredens signal i sig selv jeg var bange for, det var måden den blev formidlet på.
Og det er det, al pædagogik handler om – frihed til at udtrykke følelserne i respekt og tillid. Det er måden hvorpå gensvaret bliver opfattet, verbalt og nonverbalt, der sætter sine spor; og dertil kommer at måden det udtrykkes på, afhænger af formidlerens evner og ressourcer. Stemningen på arbejdspladsen aflæses både psykisk og fysisk, så der er god grund til at være ”det gode eksempel” i alle hændelser.
Arbejdsmiljø psykisk/fysisk.
Rene linier, overskuelighed og mening med tingene kan være konstruktive værdier at starte med. Er arbejdsgangene og den fysiske indretning overskuelige og giver mening? Hvis du er tvivl så se på børnene.
De små under 2 år, gør ikke altid hvad jeg siger, men altid hvad jeg gør, så farer jeg forvirret rundt og leder efter alt og intet, render børnene sikkert også med følelserne uden på tøjet. De vil være sensitive, flyvske og støde ind i den ene konflikt efter den anden. Min evne til at se det opstå og håndtere det vil være nedsat, hvis min opmærksomhed er alle mulige andre steder.
Til gengæld kan min blotte tilstedeværelse skabe en ro og harmoni i alle, hvis jeg er nærværende, opmærksom og ærlig.
Med rene linier og ærlig mener jeg autentisk og oprigtig. Jeg kan ikke spille glad overfor et lille barn, det vil opfatte feteringen eller manipulationen med det samme, og det vil muligvis trække sig fra relationen.
Dvs. kommer jeg småsur på job, kan det ikke lappes med en høj stemme og en påtaget latter, men jeg kan vælge at tie stille og i opmærksom refleksion over min praksis, spørge mig selv om min surhed, har noget med børnene at gøre. Er svaret nej, så lad det ikke gå ud over dem, men placer din surhed i det miljø hvor den hører hjemme. Er svaret ja, bør du overveje din arbejdssituation. Er det noget du kan gøre noget ved, så gør det – hvis ikke så må du i dialog med dig selv om, hvordan du får handlet på det vredessignal du modtager, og får respekteret dig i dine læreprocesser.
For at kunne være på forkant med tingene og planlægge dine handlinger, må du vide hvad du tager dine beslutninger ud fra.
Mennesker er forskellige men alligevel er der nogle hovedtræk der går igen og hvad du er styret af, kan du få lys på.
De fleste beslutninger er i virkeligheden gamle beslutninger der ikke er evalueret og justeret. Det ender op i ”det plejer vi” og sådan fungerer det bedst for os. Ja, indtil nye relationer kommer til, der har andre behov, det være sig børn som voksne.
Så er der de beslutninger, som er taget ud fra teoribøger, sådan skal man gøre – og det er det rigtige. Mange af de henvisninger er også rigtig gode, men det er ikke sikkert at brugerne har læst bøger, og hvis de opfører sig helt anderledes, kan en præfabrikeret løsningsmodel ikke bruges.
Målet er at skabe en gennemgående tilfredshed i at vi ved hvorfor vi gør, som vi gør – så er arbejdsmiljøet godt.
Tiden er kommet, hvor daginstitutionsområdet bliver nødt til at forholde sig til andet end penge.
Igennem de sidste mange år har vi skulle forholde os til besparelser og samtidig gennemfører forandringer på mange områder.
Jeg mener at, vi nu skal forholde os økonomisk til vores resurser på det menneskelige plan. I det offentlige er der ikke længere råd til lappeløsninger og hovsa konsekvenser. Det skaber stress.
De arbejdspladser som har satset på forebyggelse, har ramt plet.
Økonomi betyder iflg. Nudansk ordbog: ”Et fornuftigt forhold mellem indtægter og udgifter, især med vægt på besparelse; også om en fornuftig måde at bruge tid og kræfter på for at undgå spild”.
Så at skabe et fornuftigt forhold mellem tid og kræfter – hvordan kan det gøres uden at gå på kompromis med mål og visioner?
Mit bud er bevidstgørelse og oprydning, således at støj på det fysiske, emotionelle og mentale plan elimineres.
Start med at ryd op – opskriften er således:
Ta´ tingene ud i lyset, så du kan se det.
Sorter hvad der kan bruges, og hvad som skal smides ud.
Vask og rens det, som skal gemmes.
Hvis du ikke har det i forvejen, så anskaf indbydende opbevaringssystemer, der er store nok til at rumme det du gemmer.
Markér opbevaringen med tydelig besked på, hvad det indeholder.
Oprethold orden og gentag oprydningen årligt.
Lean er et begreb, som bruges af virksomheder, der omlægger produktionen, således at unødige bevægelser og dermed tidsforbrug undgås. Dette kan fint bruges i institutionsmiljøer, for at frigive resurser til pædagogikken.
Ansvarsområder.
En måde er, at fordele arbejdsopgaverne imellem sig, på en ny måde.
I stedet for, at alle gør det sammen og ingen gør noget, kan det forebygges ved en systematisk planlægning af arbejdsgangene.
I stedet for at 3 voksne sidder og trøster hvert sit barn, og ingen tager sig af de vilde, så kunne de fordele sig efter ansvarsområder.
- 1. ansvar for at rammerne, reglerne og organiseringen er i orden. Den som sørger for, at der er ro og en god omgangstone. Der skal siges nej, der skal sættes aktiviteter i gang og nogle skal kede sig.
- 2. ansvar for at aktiviteten kører. At legen udvikler sig og bliver tilført ny vitalitet. At der skabes nysgerrighed og fordybelse, og at børnene lærer at lege.
- 3. ansvar for at trøste, indkøring og al anden nussen pussen. Ansvar for det praktiske kan også ligge hos 3’eren. Der skal tømmes skraldespande, tages telefoner, feje, kopier og al muligt andet.
Det er i prioriteret række følge, for er der rammer, er der også tryghed. Er der flow og aktivitet, er der også udvikling; og er børnene optaget af at lege deres egen leg, kan jeg både være til rådighed med et barn på skødet, og lave andre opgaver samtidig.
De 3 ansvarsområder kan f. eks. synliggøres i dagsrytmen med en arbejdsplan for de ansatte. Her er funktionen kaldet rammer, aktiv, praktisk og tryghed.
Kl. 8 hentes børnene, afkrydsningslisten og evt. mobiltelefonen på 2. sal.
Stuen åbnes. Dvs. møblerne placeres på gulvet. Vinduet lukkes.
Aktiv og praktisk funktion.
Vi går på legepladsen. Der sættes skilt på døren. Klapvogn hentes.
Børnene gives overtøj på. Husk afkrydsningsliste og mobiltelefon.
De største børn kravler ned ad trappen.
Rammer og aktiv funktion.
Tjek at legepladsen er sikker for de små.
Hent legetøj og start aktiviteter op.
Aktiv og efterlignings funktion.
Ved 10-tiden samles børnene og vi går ind. Husk krydsliste og mobiltelefon.
Rammerne skal respektere.
I garderoben bør børnene sidde på gulvet og motiveres til at tage det tøj af de kan.
Aktiv funktion.
Kl. 10.15 vaskes hænder med børnene og der sættes stole på plads.
Aktiv og praktisk funktion.
En er med børnene på stuen.
Rammerne skal respekteres.
Middagsmaden indtages fra kl. 10.30. Der er faste pladser og de voksne bliver så vidt muligt ved deres bord.
Efterligning, rammer, praktisk funktion.
Lidt over 11, når vi er færdige med at spise, synger vi.
Aktiv funktion.
Fra kl. 11.15 gør vi klar til at sove.
Praktisk, rammer og aktiv funktion.
En henter sengetøj, åbner vinduet, ruller gardinerne ned slår klokkerne fra og passer børnene på stuen.
Børnene skiftes og de lægges til at sove. (Huske at vaske hænder.)
De små i barnevognene først.
Der sørges for at børnene både falder i søvn og vågner på en rolig måde.
Trygheds funktion.
En tager børnene op.
Praktisk og trygheds funktion.
En er sammen med de vågne børn.
Rammer og aktiv funktion.
En starter med at give eftermiddags mad.
Praktisk funktion hvor også rammerne skal respekteres.
En lægger sengetøj væk og rydder op på stuen og hjælper med maden.
Aktiv og praktisk da børnene kan inddrages i opgaven.
En rydder op efter maden, vasker borde og bænke af og fejer.
Praktisk funktion.
En passer børnene. Hvis vi går på legepladsen er proceduren som om formiddagen.
Rammerne skal holdes.
Ble tjekker kl. 15.30.
Praktisk og trygheds funktion.
En lukker stuen, stiller møbler op, lukker vinduer, tømmer skraldespande, vasker pusleborde af, fejer og tager skiltene på dørene ned.
Praktisk funktion.
Motto:
Vi skal sørge for at stuen er så tryg, indbydende og sikker, at børnene har de bedste forudsætninger for at lege.
Forældrene er vores bedste samarbejdspartnere.
Uden mine kollegaer kunne det ikke fungere.
Det har flere gange undret mig, at ansvarsfordelingen mellem faglært og ufaglært personale tilsyneladende er så diskuterbar. Jeg ved, der er en holdning til, at vi skal hjælpe hinanden og det er surt at stå med alle lortebleerne. Men jeg kan kun se, at denne holdning opstår, fordi det er blevet værdisat, hvilke opgaver der er mest prestige i. Dette er et levn, fra dengang børn bare skulle passes og opbevares.
I dag er det anderledes, hvor alt har en væsentlig betydning. Det væsentlige er ikke at bleen bliver skiftet, men det er den kontakt jeg har, med barnet imens. Derfor oplever jeg det tit, som et gode, at få lov til at skifte bleer, for det er næsten det eneste tidspunkt, hvor barnet har en voksen helt for sig selv. Ofte får jeg dette job sidst på formiddagen eller ved middagsluren, for om eftermiddagen, skal jeg være i nærheden, hvis forældrene har brug for et par kommentarer. Alle kan sagtens ”small talke” med forældrene og det skal de også, men nogle gange kommer der et sløret råb om hjælp, eller en indstilling, som stuepersonalet har kompetence til at håndtere. Disse små hints er guld værd for stuen at fange, for det kan afvæbne en misforståelse med det samme og øge tillidsforholdet forældre og institution imellem.
Det kræver også, at de ansatte påtager sig denne opgave og organiserer opgaverne omkring aflevering og hentning således at professionalismen er synlig.
Selvfølgelig er det også forsvarligt, at der er vikarer på stuen (selvom forældre ofte foretrækker ”de faste”), men der har det samlede team ansvaret for, at de er ”klædt på” til at give de relevante beskeder.
Ulykker - små/store, fysiske/psykiske.
En ulykke kommer sjældent alene, lyder ordsproget. Og noget sandhed kan der være i det. Nu taler jeg ikke om skæbne og tilfældigheder, men om mere eller mindre forudsigelige ulykker.
Mon ikke de fleste af os, har mødt et menneske, hvor vi har tænkt – bare det går godt! – fordi det er næsten til at se på adfærden, at på et eller andet tidspunkt, vil det skabe problemer.
Dette kan også ske for en hel institution, eller dele af den. En ulykke på en stue, og en anden ulykke på en anden stue samtidig, kan i værste fald udvikle sig til en katastrofe. Når der ses tilbage på hændelsesforløb omkring katastrofer, er det en ulykke der har udviklet sig og der er flere på hinanden følgende ting, der ikke har været i orden.
Det kan være at personalet er vel orienteret og ved hvad de skal gøre, men så er brandtrappen blokeret af rod og håndtaget til brandskabet knækket.
Der er en grund til at disse ting skal være i orden, og det skal de altid være – ikke noget med at det ordnes i næste uge.
Ulykker pga. travlhed, rod og uopmærksomhed, kan nedsættes ved indførelse af rutiner og regler.
F.eks. må der aldrig være så meget legetøj på gulvet at børn og voksne falder i det. Et brækket ben pga. en træbil eller en bold, er for irriterende.
Børnene kommer også til skade af det. De holder balancen dårligt, falder og slår tænderne ind i læben. De kan slå hul i panden på en legoklods, hvis den rammer forkert og med god fart.
Så hvis det er en af de dage, hvor alle slår sig, er det et tegn til personalet. Hvad sker der? Deres balance fungerer ikke optimalt. Er de trætte og har mindre overskud til at klare et fald? Er der en der hele tiden skubber bevidst eller ubevidst? Er der til at komme til, eller er det et forhindringsløb af rod og unødige sager?
Hvad det end er – gør noget ved det.
Det hænder at en voksen må stå alene med hele børnegruppen. Det er aldrig optimalt, men det kan lade sig gøre, hvis det er organiseret og denne voksne er absolut fritstillet. Med fritstillet mener jeg, at der ikke er plads til fordybelse på nogen måder. Det kræver et konstant overblik, hvor der kan reageres på et splitsekund. Dvs. der er ikke plads til at være optaget af kun et barn, ingen ble skift, ingen telefonsamtaler, ingen jeg sætter mig med en bog – hænderne skal hele tiden være ledige til at stoppe en konflikt eller gribe en der falder – kun sikkerhedsopgaver skal prioriteres.
De trætte børn skal tilbydes et roligt hjørne med en bog eller en bamse, gerne en barnevogn eller klapvogn.
Den der skubber, skal der laves en observation på, således at adfærden kortlægges og hensigten afdækkes. Der er formentlig altid en god hensigt med skubberiet, men den skal drejes til en anden form for kontakt, således at en god relation opbygges.
Det er fristende at lade legetøjet ligge, for det ryddes jo ud igen hele tiden, men det er ingen nytte til, hvis det er farligt at arbejde i. Vend det hellere til en kultur, hvor ”her på stuen” hjælper alle, der har lyst til det, med at putte tingene op i kurven. Lav en oprydningssang, så vil alle de små hjælpere gå i gang, hver gang den synges – hvis vi har lært dem det, ved at motivere, gøre det attraktivt og sjovt. Børn elsker at gøre virkelig gavn.
Så hvis uheldet er ude, er det lettere at håndtere, hvis der i forvejen er orden.
Dette gælder også på det psykiske plan. Små irritationer der ikke er løst, kan i en presset hændelse skabe rigtig dårlig stemning og konflikter. Vejen til en udbrænding er lige om hjørnet, hvis presset både psykisk med kollegaer, fysisk med ulykken og dertil urolige og utrygge børn falder sammen.
Derfor er det vigtigt hvis ulykken skulle ramme, at der også ydes psykisk førstehjælp til personalet, således at sygemeldinger og hakken på hinanden undgås.
Alle er trætte og kræver deres behov opfyldt, både børn og voksne. Derfor må personalets basale behov være på plads, før de kan yde det fornødne videre til de små.
Psykisk førstehjælp er at lade de ramte tale. Lade dem fortælle historien om og om igen fra forskellige vinkler, indtil de selv stopper. Lytteren skal kun lytte og bekræfte at de lytter. Brug ja, nej, ih, åh, og uh på de rigtige steder og kommenter det ikke yderligere. Hvis oplevelserne er håndterbare, kan der med fordel bruges spørgsmål, der fremmer talen. Spørg altid med åbenhed, hvad gjorde du så? Hvor var det henne? Hvad gjorde det ved dig? Eller hvad skete der så?
Senere hvis skyldsspørgsmål dukker op, kan der spørges ind til det. Kunne du have gjort det anderledes? Hvis ja, hvordan og er det realistisk? Således at vedkommende kan se, at de gjorde deres bedste i situationen.
Først på dette tidspunkt kan lytteren gå ind og påpege ud fra hændelsen, at der gjorde du det, du skulle, der kunne du ikke gøre anderledes og tænk hvis du ikke havde gjort sådan, var det blevet endnu værre.
Husk også den psykiske førstehjælp til barnet eller børnene. Jo roligere de voksne reagerer, jo mere smitter den ro af på barnet, men selvom barnet bliver roligt, kan chokket godt have gjort voldsomt indtryk. Tal om det, mal om det, leg om det og få en konstruktiv RIG ud af det.
Symptomerne på chok, hos både børn og voksne kan være overfladisk åndedrag, bankende hjerte, søvnløshed, spekulation, ondt i maven, afmagt og ”mærkeligt” humør. Tag det alvorligt. Tal om det og lad det ikke blive til pyller.
Det vigtige er, at opleve sig anerkendt. Det er i orden at være bange, ked af det, frustreret og/eller vred. Nogle reagerer helt anderledes med eufori, fjolleri eller passivitet. Hvis din kollega reagerer anderledes og voldsommere end de plejer, så søg professionel hjælp hos krisepsykologer ved Falck eller ved traumecentre.
Ofte kan hændelsen formidles på en sådan måde, at det mest chokerende elimineres.
Selvfølgelig skal facts på bordet, men giv den ikke som drama eller negligeren. Vi har haft brand i huset, lyder værre end at et stearinlys væltede og tog fat i gardinerne. Tag fat i folks bekymring, kom der nogle til skade, hvilken materiel skade ses nu, hvad er der gjort og hvad skal der gøres? Hvordan er tidsperspektivet? Hvilke nødplaner sættes i værk? Hvem skal informeres?
Og alle tænker på sit eget ansvarsområde først.
Alle forældre tænker hvad det betyder for deres barns trivsel og for kvaliteten af deres pasning. Stuepersonalet på deres arbejdsvilkår og ledelsen på, hvordan kaos kommer til at ligne en eller anden form for orden.
Det vigtige er at forblive i ansvarsområderne, så arbejdsfordelingerne er klare. Selvfølgelig kan stuepersonale blive trukket ud til at hjælpe på et bestemt område, men ellers skal de blive på stuen, og blive ved med at sørge for, at børnene er trygge og at de leger godt. Ledelsen har blæksprutte funktionen, der skal koordinere opgaver, sammenholde aftaler og varetage alle faggruppers interesserer.
Forældre kan være behjælpelige med at være tålmodige, optimistiske og taknemmelige over, at det kunne have været meget værre.
Formidlingsdelen er en balancegang. De konkrete hændelser skal der fortælles om, men hold det til facts, og evt. ekspertudtalelser. Alle mellemregninger, hvad den ene og den anden har sagt, er ofte støjskabende og det ender i en forvirret og upræcis besked.
Løbende informationer er også vigtig, så en mellemregning kan på et givet tidspunkt ligne en løsning eller en beslutning. Her er det alfa og omega ikke at være for hurtig og komme med statements. Gør det altid klart, at således er virkeligheden lige nu, men om 1-2 sekunder kan den være ændret. Til gengæld kan ledelsen så love at endelige beslutninger og løsninger bliver offentliggjort hurtigst muligt.
Der findes forskellige planer af information.
Et er helt kolde facts som, tid, sted, medbring, og der er nogle mennesker der har det fint med det, det er alt hvad de behøver at vide. Andre synes ikke at de har fået ordentlig besked, medmindre de har fået en forståelse for, hvorfor det er, som det er. Disse mennesker skal have hændelsesforløbet og baggrunden for de beslutninger der tages og det skal give mening.
Vælg her et forum at gøre det i. Internettet er et godt redskab at lægge informationer ud på, frem for at tage personlig kontakt med hver enkel. Det er betydeligt mindre ressource krævende, men heller ikke så nærværende.
Sørg bare, for alt i verden for, at det er de sammen informationer, der bliver givet til alle, således at splid og modsatrettede interesserer ikke får grobund. Interne stridigheder er institutionens værste fjende.
Små frynsegoder undervejs, kan virke anerkende og give oplevelsen af at den enkeltes indsats er påskønnet.
Men gør først dette, når alt det andet er på plads.
Hvis jeg er sur over mine mødetider er lavet om, og jeg oplever det unødvendigt, bliver jeg ikke glad af en æske chokolade.
Arbejdsglæden kommer af at se det meningsfulde. Se at det iværksatte virker, og at der måske oven i købet kommer, noget andet og uforudsigeligt godt, ud af det.
Kriser er altid muligheder for forandringer.
Så skulle uheldet være ude, så gør status. Tag de rutiner, holdninger og inventar med, som der virker. Tag chancen og indfør det du altid har ønsket. Smid ud og giv slip i det du ikke kan bruge. Aflæring og indlæring vil gå hånd i hånd og din troskab mod dig selv og din faglighed kan trygt hvile på foranderlighedens fundament.
Klar til pædagogisk status?
Først måtte jeg lære børnene at kende. At lave observationer og holde sig til læreplanstemaerne er et fint sted at starte. Det styrker evnen til at se, hvad der i virkeligheden foregår og sikre at der ”nås hele vejen rundt”.
Personligt ville jeg starte et andet sted. For med en anerkendende pædagogik opleves det ikke særligt nærværende med en holdning, der angribes med ”lad mig se på dine personlige kompetencer”. Ville jeg betragte en potentiel ven på den måde?
Jeg kunne ønske mig, at pædagoger var kendetegnet ved, at de med deres empati formåede at respektere mennesket, der hvor det er lige nu. Videnskabelige og psykologiske indfaldsvinkler er gode redskaber at ty til, men i første omgang, er vi sammen med et normalt og velfungerende menneske, der måske bare ikke har levet så længe endnu.
Hvordan ville du helst blive mødt af et fremmed menneske. Ville det være trygt for dig, om de kom farende med deres pegefinger og trykkede dig på maven, samtidig med at deres ånd blev kastet mod dine sanser. Jeg ville opleve det grænseoverskridende og trække mig fra relationen.
Jeg tror, de ville foretrække et par venlige øjne, måske et lille smil og ellers holde øje med, hvordan de voksne, jeg har knyttet mig til, reagerer. Hvis de er afslappede, er stemningen tryg. De voksne er børnenes reserveforældre, som de skal kunne finde vejledning hos, når de behøver det. Vores ansvar er at være beskyttende mod kaos, uden at være kontrollerende og anmassende.
Pædagogens første opgave er derfor, at skabe en relation. Vi skal være sammen hver dag måske i flere år og en gensidig tillid og respekt er alfa og omega.
Hvis jeg vil noget godt med et menneske – stort som småt – må jeg starte med at være åben og gerne ville samværet. Jeg må have et oprigtigt ønske om, at lære dette menneske at kende, og se hvad dette menneske kan tilføre til min livskvalitet.
Så start med at lægge et, måske ubevidst, ønske om de skulle kunne lide dig, på hylden. Lad barnet være sig selv med en sund distance og gør alt som du plejer, med bevidstheden i dit hjerte om, at du gerne vil møde barnet, når det er klar til det.
For nogle børn sker dette på 14 sekunder og for andre går der 14 uger.
Imens kan du fundere over, hvad du ville ønske, at andre så hos dig som menneske.
Jeg ville ønske, at mine nære så, hvad jeg kunne lide at beskæftige mig med, hvilke slags mennesker jeg gerne ville omgås, hvor mine grænser var, og hvor jeg havde mine sårbare områder.
Jeg tror barnet ville ønske noget tilsvarende.
Iagttagelser er et glimrende redskab til dette.
Men hvordan leger 1-2 årige egentlig – hvad laver de?
Det korte svar er, at de øver sig i at blive bedre til at bevæge sig, skabe kontakt med andre, lære samværsformer at kende, lære om tålmodighed, overblik, begær og konsekvenser.
